- Vi skal være aggressive, intense og kloge i vores presspil

Tirsdag får Mighty Bulls fynsk besøg, når Odense Bulldogs lægger vejen forbi Rødovre Centrum Arena.

Kampen er en del af det landsdækkende Veteran Match 2021, hvor Metal Ligaen og Superliga-klubberne sætter fokus på at hylde og støtte de danske soldaterveteraner og DIF’s Soldaterprojekt. Læs mere om, hvordan du kan støtte her.

Der er yderst vigtige point på spil, da fynboerne med sejr i deres seneste kamp har isoleret Tyrene i bunden af Metal Ligaen. Det er dog kun tre point, som skiller de to hold ad, så med en sejr til hjemmeholdet kan forskellen udlignes.

Det så ellers rigtig fornuftigt ud i starten af fredagens ”klassiker-opgør” mod i Rungsted, hvor Mighty Bulls efter første periode førte med 1-3, men måtte se sig slået med 5-3 efter alle 60 minutter. Assisterende træner Morten Andreasen om fredagens kamp:

- Vi kommer ud til kampen med god energi, og vi spiller en tæt på perfekt periode, hvor vi eksekverer vores gameplan. I anden periode kommer Rungsted med det ekstra pres, som vi forventede, men selvom vi modstår den første del af det pres, kommer vi alligevel til at lave nogle personlige fejl, der koster.

- Resten af kampen skal vi jagte, og vi får skabt et par af de chancer der skal til, men vi mangler den sidste kynisme og held for at få scoret, siger han.

Det var tredje gang i sæsonen, at en føring endte med et nederlag, så der ligger en helt klar opgave for truppen, der skal arbejde med at bevare roen og koncentrationen, uanset hvad måltavlen siger:

- Vi skal selvfølgelig blive bedre til at finde tilbage til vores spil, selvom vi laver fejl eller at modstanderen scorer. Det handler om at skabe momentum og om at fastholde det eller genvinde det i pressede situationer. Man skal arbejde hårdt for at opbygge selvtillid, så det er den eneste vej fremad for os lige nu, siger Andreasen.

Tirsdag gælder det så Odense Bulldogs, og de gode takter fra starten fredagens første periode skal tages med videre:

- Vi skal holde fast i det spil, som vi viste i første periode imod Rungsted og holde fast i det i alle 60 minutter. Vi skal være aggressive, intense og kloge i vores presspil, og så skal vi arbejde os ud af de perioder i kampen, hvor det måske ikke går helt efter vores hoveder.

Senest de to hold mødtes endte det med en ordentlig øretæve til Tyrene i Odense, der slet ikke var med i kampen. Og både den kamp og de seneste kampes nederlag er der masser af tro på at få vendt og revancheret:

- Både i forhold til vores sidste kamp mod Odense, men også i forhold til den knap så gode stime, som vi er inde i, så er der masser revanchelyst og tænding i spillerne. Det viste vi også i kampen mod Rungsted, men vi skal bruge det med omtanke over hele kampen, slutter Andreasen.

Kampstart tirsdag er kl. 18.00 og dørene til Rødovre Centrum Arena åbnes kl. 17.00.

Har du UNLIMITED HOCKEY-sæsonkort og ikke kan komme til kampen, kan du låne det ud til ven. Læs mere her.


Sebastian Ehlers afgjorde i overtiden i Rødovre Pick A Jersey-konkurrence til fordel for DIF's Soldaterprojekt