Andet tophold i Rødovre Centrum Arena på en uge. Denne aften var det de regerende mestre Rungsted Seier Capital der havde løst entre.

Kampen vil nok blive husket for andet end resultatet, der for hjemmeholdets del blev lidt af en fuser, der trods god hjælp fra de 1600 supportere ikke formåede at slette nullet på resultattavlen. 

Efter en åbning hvor holdene lige skulle se hinanden an, med gæsterne som de skarpeste, kom tyrene mere med og burde være kommet i front efter et par gigantiske muligheder, men  det blev gæsterne der prikkede hul på scoringen da Nikolai Rosenthal fik masser plads til at sende pucken forbi Matt O'Connor. Scoringen faldt efter små seksten minutter holdt perioden ud. Dommerne var i julehumør og fandt ingen unoder i de første tyve minutter, så kampens første udvisning lod vente på sig.

Anden periode bragte kampens første udvisning, og det var hjemmeholdets Lasse Carlsen der tog en for holdet. Men det var Rødovres Steffen Klarskov der havde den største mulighed i undertalsspillet da han fikst fik tørret gæsterne, men forsøget blev afværget af Rungsteds keeper Thomas Lillie.

Kort efter var det hjemmeholdets tur til at spille i overtal hvor et par nye variationer så dagens lys, men scoring kom der ikke, og kort efter fuldtallige blev Jonas Sass sendt til afkøling. Også i dette undertal var hjemmeholdet skarpest og tyrene kunne atter spille fuldtallig. 

Med små fem minutter inden anden periode sluttede blev Marco Virtala offer for en besynderlig kendelse og denne gang gik den ikke længere og gæsterne scorede kampens andet mål, men det virkede som om hjemmeholdet havde mere energi trods modgangen.

Tredje periode blev mere intens end de to foregående, og efter ti minutter blev Rødovres kaptajn Teemu Virtala udvist for tripping. Et spil der blev afbrudt kort efter fordi videodommer eller bokspersonale afbrød spillet. En noget sjælden hændelse der betød at afsnittet bag Rungstedmålet skulle tømmes for tilskuere før kampen kunne fortsætte.

Det var ikke den bedste udvikling for kampen der heldigvis blev genoptaget efter knap tyve minutter efter delvis tømning af “Sumpen”.

Udvisningen til Rødovre blev afviklet uden de store problemer og tyrene havde herfra godt otte minutter til at ændre stillingen, men der var ikke at komme efter og gæsterne kunne drage nordpå med tre point.



Rødovre Mighty Bulls – Rungsted 0-2 (0-1 0-1 0-0)
15:37 0-1 Nikolaj Murholt Rosenthal
37:05 0-2 Rasmus Thykjær Andersson (Rosenthal, Lucia)
Udvisninger: RMB 4x2min, RSC 1x2min
Skudstatistik: 22 - 24 (9 - 8, 9 - 6, 4 - 10)
Tilskuere: 1645


Pressemeddelelse: Udebaneafsnit lukket i Rungsted i morgen Nytårsbrag: Vi skal finde samme indstilling som mod Aalborg