Nytårsbrag: Vi skal finde samme indstilling som mod Aalborg

Spillertruppen er lige nu på en kort juleferie efter den flotte 2-1 sejr over Metal Ligaens suveræne tophold Aalborg Pirates, men efter julen venter tre vigtige kampe. Først d. 27. december på hjemmebane mod Rungsted og dernæst udekampe i både Rungsted og Herlev.

December måned har budt på både op- og nedture for Tyrene, der bl.a. har taget flotte sejre mod SønderjyskE og Aalborg, men også fået mavepustere af en Esbjerg-udligning 30 sekunder før tid og et stort nederlag i Herning.

Assisterende træner Morten Andreasen fortæller:

- ’Op og nedture’ er en meget god beskrivelse af måneden. Vi har helt sikkert manglet noget kontinuitet i vores spil, hvilket har givet nogle udsving i både vores spil og resultater.

Med store skadesproblemer og fem mand udtaget til U20 VM var truppen i store dele af december stærkt decimeret og derfor trak Morten Andreasen selv i skøjterne, selvom den aktive karriere stoppede i sommers. Med de fem kampe rundede Andreasen i øvrigt den flotte milepæl på 500 kampe for Rødovre Mighty Bulls.

- Jeg var faktisk ikke selv klar over, at jeg ville nå den milepæl, så det var en positiv overraskelse, jeg fik af Peter (holdets holdleder, red.) på busturen hjem fra Vojens.

- Det har været rigtig sjovt at spille, men også hårdt. Jeg var lidt overrasket over, hvor godt min krop klarede udfordringen, men det kræver meget at være fysisk og mentalt klar til at træde på isen, så det var stadig en stor omvæltning.

- Til gengæld gav det mig muligheden for at mærke efter, om jeg savnede at være spiller, eller om jeg havde taget det rigtige valg, ved at blive træner. Selvom det var rigtig sjovt at spille, så glædede jeg mig meget til at komme tilbage bag bænken, hvor jeg føler mig rigtig godt til rette. Så det er jeg glad for, at jeg fik bekræftet, fortæller Andreasen.

Efter det grimme nederlag i Herning slog Mighty Bulls tilbage og besejrede det suveræne tophold for anden gang i denne sæson. En flot turnaround og rent mentalt var det som to forskellige hold, der havde de røde trøjer på:

- Vi havde flere tydelige problemer i Herning, som vi rettede på til Aalborg-kampen; først og fremmest vores defensive indstilling. Det er et mentalt issue, som spillerne selv rettede flot op på. Dertil var vores undertalsspil og overtalsspil rigtig skidt.

- Vi foretog nogle små ændringer ved vores undertalsspil, og heldigvis virkede de. Vi fik desværre ikke rigtig mulighed for at arbejde på overtalsspillet, men til gengæld scorede vi jo efter kun 7 sekunder af det ene powerplay, vi havde. Så det var jo også en forbedring, omend det var lidt tilfældigt.

- Men, overordnet set var det et spørgsmål om at være klar til den mentale del af at spille en ishockeykamp. Det var vi ikke i Herning, men det fik spillerne rettet rigtig godt op på mod Aalborg.

Nu gælder det så de tre ”nytårskampe” mod de to sjællandske rivaler. Der plejer at være fuld fart på de efterhånden traditionsrige nytårsbrag, og det forventer assistenttræneren da også i år:

- Jeg glæder mig helt vildt, for det er en super god tradition med de her lokalopgør efter jul, hvor der traditionelt set kommer mange folk i hallerne. Jeg forventer nogle højintense kampe, som også godt kunne ende i en slags festfyrværkerier.

- Holdene har mødt hinanden nok gange til efterhånden at kende hinanden rigtig godt, så det kan være svært at diske op med taktiske finurligheder, og det handler nok mere om momentum og indstilling. Dertil er der alle de små frustrationer, der kan være bygget op mellem spillerne, som kan bryde ud. Det kan være et spørgsmål om, hvem der har disciplinen og evnen til at holde hovedet koldt.

- Vi skal selvfølgelig finde og udføre det rigtige taktiske oplæg i kampene, men mest af alt, skal vi finde den samme indstilling som mod Aalborg, og med den skal vi gerne gå ud og sætte tempo og intensitet efter vores præmisser i kampene, slutter han.

Første nytårsbrag er fredag d. 27. december mod Rungsted. Kampen starter kl. 19.30 og dørene til Rødovre Centrum Arena åbner en time før.

Kampsponsor d. 27. december er Andersen Biler:

Andersen Biler tilbyder privatleasing af Hyundais innovative, stærke og veludstyrede biler.

Vi fjerner alle bekymringerne om økonomi og overlader dig med det, som det hele handler om – din nye Hyundai.

Forkæl dig selv med den sporty familiebil, i20 Nordic Edition, med masser personlighed fra kun 2.495 kr. om måneden.

 

FANTILBUD

Vores partner, Bulls GastroPub & Sport i Rødovre Centrum, har igen et godt tilbud til alle Rødovre-fans:

Køb en valgfri gourmetburger med oksekød, kylling eller pulled pork til kun 119 kr.

Viser man sit Rødovre Mighty Bulls-sæsonkort og får man en lille pilsner fadøl GRATIS med.


Røg og damp men ingen points VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Aalborg