Rødovre Mighty Bulls og Metal Ligaen sender 550.153 kroner til Knæk Cancer

I de seneste to uger har de ni danske Metal Liga-klubber stået sammen i kampen mod Cancer. Har man været Rødovre-fan, har man formentlig lagt mærke til de mange aktioner, auktioner, billeder og videoklip, der har støtte kampen mod Cancer.

På den måde har Rødovre Mighty Bulls og alle de fantastiske støtter givet et kæmpe bidrag til Metal Ligaens Knæk Cancer-kampagne, der samlet set har givet over 550.000 kroner til indsamlingen.

- Vi er stolte over den indsats, vores fans, spillere og ledere har gjort for at samle ind i vores nærmiljø. Det er en svær tid for os alle, men alligevel har der været overskud til at give en hånd med til den evige kamp mod Cancer. En kamp, der forhåbentlig kæmpes færdig en dag inden for overskuelig fremtid

- Vi er stolte over, at have deltaget i den her kampagne om at støtte en vigtig sag. Cancer er en lang og sej kamp, og det, at vi kan give et bidrag i sådan en sag betyder meget i klubben. Det har været stort at se fans, spillere, ledere, frivillige og alle andre omkring klubben være dedikerede i at støtte op, især når det på mange andre områder er hårde tider for os alle. Vi sender en masse tanker til alle, der har støttet op og til alle dem, som vi kan være med til at hjælpe, siger direktør for Rødovre Mighty Bulls, Morten Nielsen.

Blandt mange andre aktioner har han kunnet se sit hold spille en kamp i specielle Knæk Cancer-trøjer, der efterfølgende har været på auktion. Overskuddet er gået ubeskåret til kampagnen.

- Samtlige klubber tog i sidste sæson ansvar ved forskellige aktioner i deres nærmiljø og samlede over en million kroner ind til velgørende formål. Nu rejser de i flok og står sammen som liga. Den linje vil vi fortsætte i fremtiden, siger Metal Ligaens kommercielle chef, Thomas Bjuring.

Han nævner fansenes deltagelse i trøjeauktionerne som et stort og flot aktiv i kampagnen. Også de spillere, der selv har været ramt af Cancer – eller har haft nære slægtninge, der har været ramt – er stået frem med åbenhed og appel til at støtte.

- Vi skylder også en kæmpe tak til de danske ishockeydommere, der afstod fra deres honorarer op mod Knæk Cancer-showet og på den måde skaffede 60.000 kroner til indsamlingen. Sikke et hjerte, de har vist frem der. I det hele taget har dansk ishockey vist et kæmpe hjerte med den her aktion og indsamling. Vi vil blive ved at bidrage, siger Thomas Bjuring.


VIGTIG billetinformation om fredag d. 30/10 mod Rungsted VIDEO - METAL LIGAEN KNÆKKER CANCER: Klaus Rasmussen