Fransk back til Rødovre

Rødovre Mighty Bulls kan byde velkommen til den franske back Antonin Manavian, der tiltræder på en kontrakt for resten af sæsonen.

Med flere længerevarende skader på backlinjen har der været søgt efter en defensiv tilføjelse de seneste uger, og valget er faldet på 33-årige Manavian.

Manavian har over 200 landskampe og fire franske mesterskaber med i bagagen og er erfaren herre i fransk ishockey. Mere 300 kampe er det blevet til for i blandt andet Angers, Rouen og senest Grenoble, ligesom han har spillet næsten 200 kampe i den østrigske liga EBEL.

Cheftræner Thor Dresler om tilføjelsen af Manavian:

- Antonin er en stor og stærk back, som har stor erfaring, både fra den stærke østrigske liga, og så har han spillet for Frankrigs landshold i deres ni seneste VM-turneringer.

- Han er solid i det defensive, men han bevæger sig rigtigt godt på skøjterne, særligt taget hans 191 cm i højden og de 102 kg i betragtning. Derudover har han et solidt pasningsspil og et fornuftigt skud. Han er højrefattet, hvilket også giver en del flere muligheder såvel i det defensive som i det offensive face-off-spil.

- Med tilgangen af Antonin er vi ret sikre på, at vi med hans erfaring får skærpet vores defensiv. Udover at han vil være en erstatning her, mens vi er skaderamte blandt vores backer, så kommer han også med et CV og en erfaring, der kan være med til at løfte holdet.

- Vi er dog fuldt bevidste om, at det kommer til at tage lidt tid for Antonin at komme op i gear, da han ikke har spillet kampe i år. Derudover tager det jo naturligt nok tid at vænne sig til systemerne, at kende holdkammeraterne og ligaen generelt.

Direktør Morten Nielsen om tilknytningen af holdets nye spiller:

- Det har været vigtigt for os at finde den rette spiller, som kan tilføre holdet rutine defensivt samtidig med, at vi holder os indenfor de økonomisk ansvarlige rammer, som vi arbejder under. Derfor har processen også taget lidt tid, men vi skal jo have enderne til at passe sammen. Der var et godt match, og derfor har vi også kunnet lave en aftale for resten af sæsonen og ikke kun som en kortidsaftale, fortæller han.

Da Manavian er fransk statsborger – og dermed EU-borger – vil han være spilleberettiget fra første dag. Han vil spille med nr. 18 på ryggen.


- Vi skal være kolde i hovederne og hurtige i tankerne Decembers første opgave er Rævene