Når Rødovre Mighty Bulls den 5. oktober tager imod Esbjerg Energy i Holger Danske Arena, dedikerer vi kampen til Danmarks tidligere udsendte og deres pårørende.

I forlængelse af Danmarks officielle flagdag går dansk eliteidræt for syvende år i træk sammen om at anerkende de danskere, der har været udsendt på internationale missioner for Danmark.

Rødovre Mighty Bulls er sammen med Danmarks Idrætsforbund og med støtte fra Forsvaret endnu en gang en del af Veteran Match. Derfor inviteres danske veteraner og deres pårørende med på lægterne, hvor vi sammen vil hylde dem for deres store indsats.

”Som klub er vi stolte af at være en del af Veteran Match. Ishockey handler i høj grad om sammenhold og om at stå sammen, og derfor betyder det meget for os at kunne bruge vores fællesskab til at anerkende Danmarks tidligere udsendte og deres pårørende,” siger konstitueret direktør og sportschef Olaf Eller.

Særlige spilletrøjer støtter veteranerne

Til kampen bærer spillerne særlige trøjer med Veteran Match-logoet. Trøjerne bliver efterfølgende sat på auktion via Odendo.dk.

Overskuddet fra trøjeauktionen går til DIF Soldaterprojekts Safe Zones og Family Zones. Det er særlige træningsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske eller psykiske mén samt deres pårørende.

I perioden fra den 18. september til den 18. oktober dedikeres i alt 57 kampe i dansk fodbold, håndbold og ishockey til Veteran Match.

”Det er igen i år en stor fornøjelse at kunne invitere både veteraner, deres pårørende og den brede befolkning med til Veteran Match. Det gør os stolte, når vi ser toppen af dansk idræt bruge deres fællesskaber og platforme til at gøre en ekstra indsats for vores tidligere udsendte og deres pårørende,” udtaler Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

Gratis adgang for tidligere udsendte

Er du tidligere udsendt, kan du få gratis adgang til kampen mellem Rødovre Mighty Bulls og Esbjerg Energy den 5. oktober.

Find din billet og læs mere om Veteran Match på DIF’s hjemmeside eller på veteranmatch.dk.


Oliver Dahlmann på tryout i Rødovre Mighty Bulls