For at styrke åbenhed og tillid i klubben, vil jeg nu dele mine tanker og indblik i Rødovre Mighty Bulls gennem en regelmæssig klumme. Målet er at skabe åbenhed omkring holdets sportslige status, hvor jeg hver måned vil reflektere over truppen, kampe, udfordringer og succeser.

Det er med stor glæde, at jeg kan præsentere et nyt tiltag, som Advisory Boardet og jeg har arbejdet på med henblik på at styrke åbenheden og tilliden i vores klub. Fra nu af vil jeg have fornøjelsen af at dele mine tanker og indblik i vores hold gennem denne regelmæssige klumme.

Formålet med denne klumme er at skabe åbenhed omkring den sportslige status hos Rødovre Mighty Bulls. Hver 14. dag vil jeg dele mine refleksioner omkring truppen, vores kampe, udfordringer vi står overfor, og ikke mindst vores succeser. Jeg vil også berøre emner som skader og præstationer, så I kan følge med i udviklingen.

For mig er åbenhed og tillid nøgleord i vores fælles rejse mod succes. Det er vigtigt, at I som vores loyale fans føler jer inkluderet og opdateret omkring, hvad der sker bag kulissen. Jeg ønsker at dele mine tanker og oplevelser med jer, så I kan være med til at dele glæden over vores sejre og støtte os i vores udfordringer.

Dette tiltag er en invitation til jer alle til at komme endnu tættere på holdet, og jeg håber, at I vil finde værdi i at læse den. 

For at komme godt i gang med denne klumme, vil jeg gerne give jer en opdatering om truppen i øjeblikket, hvad der bliver arbejdet på, og hvilke udfordringer vi står overfor.

Sæsonen indtil nu kan deles i tre.

De første 4 kampe med fuld ”line up”, tre sejre og store forventninger.
De næste 7 med kun en sejr hjemme mod Esbjerg efter overtid, præget af uro og frustration i omklædningsrummet, grundet det økonomiske morads RMB stod i.
De seneste 6 kampe, hvor holdet har fundet sig selv, på trods af afgange og leveret 5 glimrende indsatser ud af 6, hvilket har kastet sejre mod Sønderjyske, Frederikshavn og Herning af sig 

Denne seneste periode har vist at et Rødovre hold med 2/3 Rødovre opfostrede drenge, 7 mand under 20 år, 5 over 25 og kun 4 udlændinge kan konkurrere med de andre hold i ligaen. Hvis vi havde påstået det inden sæsonen, havde alle troet at det var umuligt. Sæsonen er lang, men vi har set, at en slutspilsplads er inden for rækkevidde for første gang i tre år.

I de seneste 2 kampe har vi fået Nicklas Krarup tilbage, efter hans brud på foden mod Aalborg i kamp 4 den 12. okt. Det har betydet at vi atter kan mønstre 4 kæder og det har været tydeligt at det har været en stor hjælp. Desuden har vi søgt mere fart og fysik til 4. kæden og fundet Magnus Schlichtkrull på RSIKs talentliga hold og han fik en ganske succesfuld debut mod Herning.

Således har vi kun Mikkel Jensen tilbage på skadeslisten og vi forventer at ha ham tilbage i kampform, når vi møder Esbjerg efter landsholdspausen den 15. nov

Nu gælder det Sønderjyske i aften og en spændende hjemmekamp mod Odense på mandag.Skal det lykkes os for første gang i 2 år at få ram på fynboerne?

Lad os fortsætte med at stå sammen som en stærk Bulls-familie og kæmpe for succes i denne sæson. Arenaen har været god for os alle med store oplevelser mod Herning x 2, Sønderjyske, Esbjerg og Frederikshavn . Jeg ser frem til at dele denne rejse med jer alle.

Tak for jeres støtte!

Med venlig hilsen,
Olaf Eller
Cheftræner, Rødovre Mighty Bulls


Opdatering på den økonomiske udfordring samt invitation til fanmøde Folke- & støtteaktie barometer uge 43