Desuden har DIU pålagt klubben sanktioner, hvilket betyder, at to spillere fra den nuværende trup ikke kan deltage i kampe på grund af den nuværende økonomiske situation

Efter en intensiv og imponerende indsats fra fans, sponsorer, nye partnere og kolleger i Metal Ligaen, er Rødovre Mighty Bulls midlertidigt blevet reddet fra en truende konkurs. I løbet af weekenden blev der indsamlet en bemærkelsesværdig sum på 619.000 kr., hvilket har givet klubben en afgørende økonomisk indsprøjtning.

Den akutte fare for konkurs er nu afværget, men klubben står stadig overfor betydelige udfordringer på lang sigt. Det nyetablerede advisory board har efter en grundig gennemgang af klubbens økonomi konkluderet, at der er behov for at reducere de sportslige udgifter for at sikre klubbens overlevelse på længere sigt.

Desuden har DIU pålagt klubben sanktioner, hvilket betyder, at to spillere fra den nuværende trup ikke kan deltage i kampe på grund af den nuværende økonomiske situation. Til trods for tidligere rygter om skader, er spillernes deltagelse reelt blevet blokeret af DIU's licensregler for resten af denne sæson.

Dette betyder desværre, at klubben er nødt til at sige farvel til Måns Hansson og Brandon Magee for resten af sæsonen. Beslutningen er truffet med tungt hjerte, men den er afgørende for både spillernes og klubbens fremtid.

For at imødekomme DIU's licensregler og sikre klubbens langsigtede overlevelse, er der indgået en aftale med Frederikshavn White Hawks om udlån af Måns Hansson for resten af den nuværende sæson. Da Måns har en toårig kontrakt, nærer vi et dybfølt håb om at se ham tilbage i Rødovre-trøjen til næste sæson.

Hvad angår Brandon Magee, er der endnu ikke en endelig afklaring på hans situation. Klubben arbejder dog intensivt for at finde en løsning, der er gavnlig for både Magee og klubben. Situationen kræver nøje overvejelser, og vi som klub er forpligtet til at finde den bedste løsning for Magee, både sportsligt og økonomisk fremadrettet.

Vi ønsker at udtrykke vores dybfølte taknemmelighed for den uvurderlige dedikation til træning og kamp fra Måns og Magee, som har været med til at præge vores hold i denne sæson.

Den økonomiske situation, klubben står i, skyldes et betydeligt økonomisk efterslæb fra sidste sæson, som er blevet identificeret. Dette betyder, at de 2,5 millioner kr., der er blevet kommunikeret, skal dække efterslæbet samt sikre tilstrækkelig egenkapital til næste sæson, så vi igen kan stille et hold og dermed sikre klubbens overlevelse.

Så selvom den indsamlede sum på 619.000 kr., er et skridt i den rigtige retning, er der stadig en betydelig vej at gå for at nå målet på 2,5 millioner kr. Klubben opfordrer fortsat alle, uanset størrelsen på bidraget, til at støtte. Hver eneste krone tæller, og man kan stadig bidrage via MobilePay på 99044 eller via. vores webshop på link


OPTAKT: Rødovre - SønderjyskE med Olaf Eller Folkeaktie barometer uge 41