Unge forwards klar til at fortsætte udviklingen

Vi er glade for at kunne fortælle, at de to unge forwards Magnus Carlsen og Maksim Popovic begge har sat underskrifter på nye aftaler, så de fortsætter med Tyren på brystet.

Begge spillere kom ind i truppen med masser af fart og energi, og er nu klar til at kæmpe videre på den positive udviklingskurve i den kommende sæson. Carlsen på 19 år og Popovic på 18 år er to spillere med masser af fremtid og potentiale samt en god indstilling til at arbejde hårdt.

Magnus Carlsen, som i øvrigt er lillebror til Nicklas Carlsen, er Rødovre-dreng og kom i sidste sæson ind i Mighty Bulls-truppen efter en kort sviptur til Herlev Eagles sæsonen inde. Han leverede 11 point (6 mål og 5 assists) i 43 kampe og var derudover udtaget til U20 VM i Minsk i december.

Maksim Popovic har haft sin ishockeyopvækst i Herlev, men skiftede til RSIK i midten af sidste sæson. Det nåede dog ikke at blive til særlig meget ishockey i RSIK, da han i december blev kaldt op til Mighty Bulls som ”vikar” under U20-VM. Her bed han sig fast og spillede sæsonen færdig. 24 kampe med to scoringer og en assist blev det for Popovic.

Kontrakterne med Carlsen og Popovic er begge gældende for den kommende sæson.


Magnus Povlsen vender hjem Malmö-dansker til Rødovre