Pt. står klubben i den situation, at der skal findes 500.000 kr. inden udgangen af oktober måned for at undgå en faretruende konkurs. Derudover er der behov for yderligere 2 millioner kr. i den nærmeste fremtid. Selvom der allerede er kommet mange tilsagn om støtte fra både loyale fans, tidligere sponsorer og nye partnere, er vi langt fra i mål, men vi har en stærk tiltro til, at vi lykkes hvis vi løfter i flok.
Samtidig intensiverer vi vores indsats for at sikre holdets økonomi og bæredygtighed på lang sigt. Vi arbejder dedikeret på at udarbejde en kommerciel og sportslig plan, der kan sikre holdets fremtid. En del af dette arbejde inkluderer sammensætning af en stærk bestyrelse, der kan sikre klubbens fundament i fremtiden.
I forbindelse med dannelsen af RMB’s advisory Board, samt sikre vi kommer i mål med den økonomiske redningsplan, er det besluttet at afslutte samarbejdet med Morten Nielsen, Direktør for RMB. Vi takker ham for hans indsats og ønsker ham alt held og lykke i hans fremtidige bestræbelser. Klubben og Advisory Boardet undersøger nu midlertidige løsninger vedrørende direktørposten.
Klubbens mål er klart: At redde holdet på kort sigt og etablere en solid platform for en bæredygtig fremtid. Vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi allerede har modtaget fra vores fans, partnere og lokalsamfundet. Sammen med Advisory Boardet er vi overbeviste om, at vi kan overvinde disse udfordringer og sikre en lys fremtid for Rødovre Mighty Bulls.
Vi vil fortsat opdatere jer løbende om vores fremskridt og vi bestræber os på løbende at give en melding omkring hvor langt vi er fra målet. Tak for jeres støtte og opbakning.
Med venlig hilsen,
Rødovre Mighty Bulls ejerkreds & Advisory Board