Den kommende sæsons spillertrup er så småt ved at være på plads efter måneders hårdt arbejde i den sportslige afdeling.
I den forbindelse har vi taget en snak om forløbet med sportschef Jørgen Illemann, der har balanceret mellem cheftræner Thor Dreslers idéer og ønskeliste samt de økonomiske rammer i budgettet:
- Først og fremmest er ansættelsen af en ny træner lig med nye synspunkter og ny inspiration, og jeg må sige, at vi med ansættelsen af Thor har fået en meget grundig, ihærdig og minutiøs træner i tilgangen til alt, hvad vi bevæger os rundt i. Thor er kommet til Rødovre med sine egne idéer og tanker på, hvordan vi skal spille ishockey og hvordan han ønsker holdets sammensætning, fortæller Illemann og fortsætter:
- Det er lykkedes at opfylde stort set alle Thors ønsker til spillertruppens udseende, ud fra, hvad der har været økonomisk muligt. Det er jeg faktisk rigtig stolt og glad over. Det har været helt anderledes, at vi denne gang er startet op med en træner, der allerede har et godt kendskab til vores egne spillere, men også til ligaen og det nationale setup.
- Det har betydet, at vi har gennemgået hele den eksisterende trup, hvor Thor har vejet alle og fundet nogle for lette og ønsket at beholde andre. Nogle har ønsket at prøve noget nyt og samtidig har vi haft ønske om at tilføre nye typer, som passer til den måde, som han vil spille på.
Målmandsteamet er som bekendt på plads med forlængelse med William Rørth og tilgangen af lettiske Janis Voris. Det bliver (formegentlig) Metal Ligaens yngste duo, men også en meget talentfuld og sulten duo:
- Helt fra start har det været Thors ønske at se, om vi kunne finde to unge målmænd, som begge ønsker at blive bedre og vil spille alle kampene. En målmandsduo der vil kunne presse hinanden dagligt og derfor vil dagsformen være afgørende for, hvem der spiller den enkelte kamp. Et setup og en model, som de har haft stor succes med i Esbjerg, og som vi nu har lagt os i slipstrømmen af, fortæller Illemann.
Udover de to målmænd kommer spillertruppen til at bestå af 8 backer og 13 forwards, heraf to udenlandske backer og to udenlandske forwards.
- Vi har fået tilgang af nogle etablerede ligaspillere samt en del unge talenter med en masse gå-på-mod og ærgerrighed, som vil styrke bredden, men uden tvivl også vil styrke konkurrencen op gennem det etablerede hierarki på holdet.
- På back-siden har vi fået to rutinerede ligaspillere, der sammen med tre af vores ”gamle” backer, to importspillere og en ny talentfuld udviklingsback fra 1. division kommer til at udgøre den defensive del af holdet.
- Danskerdelen siden på forward-fronten er også på plads, bortset fra, at vi mangler at få en udviklingsforward fra 1. division præsenteret. Der er et godt match af etablerede og rutinerede Rødovre-drenge, kombineret med et stort ønske fra Thor om, at vi fik tilført nogle unge spillere med et godt skøjteløb - nogle aggressive typer, som arbejder hårdt hele tiden, når de er på isen. Det synes jeg faktisk, vi er lykkes meget godt med, fortæller han.
De to sidste danskere præsenteres i løbet af de kommende dage, og dermed mangler kun de fire sidste udenlandske spillere, inden truppen er endeligt på plads.
- På nuværende tidspunkt er der skrevet kontrakt med en ny import back, som jeg dog ikke kan offentliggøre endnu, af hensyn til hans egen afklaring med han gamle klub. Vi er også dialog med spillere til den sidste backplads og har en meget tæt dialog om de to forwardpladser - og hvis alt går vel, så kommer der nogle underskrifter på papiret i denne uge.
- Når der er blæk på papiret, vil de, ligesom de øvrige spillere, blive præsenteret, når det er muligt. Nogle navne kan komme ud ganske hurtigt, mens der andre gange kan være faktorer, der gør, at vi er nødt til at vente lidt. Der er tale om nogle nye udenlandske navne, men det kan ikke udelukkes, at en back fra sidste sæson kan være aktuel til at komme tilbage, lyder det fra sportschefen.
- Både Thor og jeg er meget tilfredse med truppens udseende indtil videre og særligt, hvis det lykkedes at få de sidste navne fra ønskelisten på plads. Vi føler ikke, det har kunnet gøres meget bedre ud fra den økonomi, som jeg har fået stillet til rådighed af bestyrelsen. Selvfølgelig er der altid nogen der mener, at det ikke er godt nok og der skulle have været endnu bedre spillere med endnu bedre CV og meritter, men så er det jo fordi, de ikke har noget som helst økonomisk perspektiv med i overvejelserne. Økonomien skal række til 23 spillere, hvor vi både får noget top og noget udviklingsbredde.
- Der er til den kommende sæson kun lavet 1-årige kontrakter, og det skyldes egentlig to årsager: Først og fremmest skal Thor have mulighed for at lære spillerne bedre at kende – ét er at kende til dem, noget andet er at arbejde med dem. Derudover er der også hele corona-situationen, hvor vi på den lidt længere bane skal se fremtiden an. På sigt er det naturligvis en forhåbning, at vi kommer til at lave flerårige aftaler, som kan styrke kontinuiteten, fortæller Illemann, der afslutningsvis kan afsløre nyt på trænerfronten:
- Slutteligt kan jeg orientere om, at vi har forlænget aftalen med Morten Andreasen som assistenttræner - en aftale jeg også er super glad for. Morten er gået til opgaven som assistenttræner med stort engagement og nyder allerede stor respekt hos spillerne. Det har været en overgang fra medspiller til træner, som nok er gået bedre end Morten og jeg selv havde forventet, og vi ser frem til, at han nu skal samarbejde med Thor, slutter han.
Metal Ligaen forventes at starte op den 18. september.