Amerikansk forward og to talenter tilføjet til truppen

Rødovre Mighty Bulls er glade for at kunne byde velkommen til en amerikansk forward og to unge talenter til den kommende sæsons spillertrup.

27-årige Trevor Cheek skifter Vestjylland og Esbjerg Energy ud med Vestegnen og er dermed godt kendt af holdets nye cheftræner Thor Dresler. Han spillede 41 kampe for Esbjerg og scorede 16 mål og assisterede på yderligere 14. Med over 250 AHL-kampe og yderligere mere end 100 i ECHL er Cheek en spiller med en stærk ballast og rutine.

Joshua Heerwagen og Jesper Bøgh Horsted skifter fra Gentoftes 1. divisionshold til Metal Ligaen og Mighty Bulls. Begge spillere er årgang 2000, har baggrund i Hvidovre, men har de seneste to sæsoner tørnet ud for Gentofte.

Sportschef Jørgen Illemann om tilgangen af de tre nye:

- Thor kender Trevor fra sidste sæson i Esbjerg, og han er et rigtigt godt eksempel på, hvad det vil sige at leve professionelt. Han er meget passioneret i sin tilgang til at være en professionel ishockeyspiller og ved meget om, hvad han skal spise, hvordan han skal træne og at få den rigtige mængde hvile, for at kunne præstere på isen i kampe og til træning.

- Han er en ledertype, som er god til at dele ud af sin erfaringer og så stiller han høje krav, først og fremmest sig selv, men også til sine holdkammerater.

- På isen er han måske ikke den mest iøjefaldende spiller, når det kommer til finurlige finesser, men han har god power i benene, er stærk på pucken og en klassisk tovejscenter, som kan være med til at gøre spillerne omkring ham bedre.

- På isen er Trevor også meget detalje orienteret, hvor han tit er placeret godt, så han kan modtage pucken, og med pucken har han et godt blik for spillet, og kan dermed enten finde sine kædekammerater på gode tidspunkter, eller selv tage pucken mod mål, fortæller Illemann.

- Joshua og Jesper er hentet til klubben for at styrke bredden og skabe konkurrence på holdet sådan, at der hele tiden vil være et godt og sundt konkurrenceelement blandt både backer og forwards.

- Vi har fået gode referencer, og har haft nogle gode snakke med såvel Joshua, som med Jesper. Joshua er back og har en god fysik og god fart i skøjterne, og så besidder han også et fornuftigt skud. Jesper er forward og han er god i til at bruge sin krop, når det gælder at beskytte pucken og til at skære ind på mål.

- Det er to sultne unge og træningsvillige fyre, der har gjort det godt i 1. division, og som andre Metal Liga-klubber også har haft i kikkerten. De er klar til at snuse til Metal Ligaen, så vi glæder os til at arbejde dem og kunne løfte dem, fortæller han.

Kontakten med alle tre spillere løber den kommende sæson og skal naturligvis forbi licensudvalget til endelig godkendelse.


Forlængelse af samarbejdet med Combi Byg En sportslig sommeropdatering