Weekenden: Fredag ude, lørdag hjemme

Der er dømt hockey-weekend, når Rødovre Mighty Bulls møder rivalerne fra Rungsted Seier Capital både fredag og lørdag.

Det er vigtige seks point, som står på spil, når to af Metal Ligaens arvefjender møder hinanden. Rødovre skal forsøge at snige sig tilbage i top-8, hvilket slet ikke vil være umuligt, hvis man kan tilkæmpe sig to sejre i weekendens kampe.

Efter to tætte kampe mod henholdsvis Aalborg og Herning, fik Rødovre Mighty Bulls langt om længe en sejr i hus, da de tirsdag aften slog Esbjerg Energy med 3-1, hvor Rødovres defensiv lukkede godt ned.

- På trods af to tætte kampe mod Aalborg og Herning, handler det om at vinde. Og nu fik vi den sejr efter en flot gennemført kamp, fortæller cheftræner Magnus Sundquist.

Det er den stærke defensiv og de gode målmandspræstationer, som har været iøjefaldende de seneste par kampe.

- Som hold, er man nødt til at have en stabil defensiv. Det gør, man har chancen for at vinde hver kamp, så det har der været meget fokus på, fortsætter han.

Det er efterhånden et stykke tid siden, tyrene fra Rødovre har slået Rungsted i Metal Ligaen. Sidste gang var tilbage i september måned 2019. Men der skal ikke være fokus på fortiden og heller på lørdagens kamp endnu. Fokus er kun på fredag og så det handler om at være klar fra start ved første face-off:

- Vi skal fortsætte med at snakke om præstation og ikke, at vi er nødt til at vinde. Vi tager kampen fredag som første opgave. Mange ting kan ske fredag, som gør at forudsætningerne bliver anderledes til kampen lørdag. Så først fokus på kampen fredag, afslutter cheftræner Sundquist.

Vi går en travl weekend i møde, hvor første kampstart er fredag kl. 19:30 i Bitcoin Arena. Om lørdagen vil der så være returopgør i Rødovre, hvor kampstart igen er kl. 19:30.

Har du UNLIMITED HOCKEY-sæsonkort og tager turen til Rungsted fredag, så husk, at du kan trække en gratis billet til gæsteafsnittet. Læs hvordan her.

Myndighederne har genindført coronapasset og derfor skal alle tilskuere vise gyldigt coronapas ved indgangen. Hav det klar på telefonen og kom gerne i god tid, så vi kan minimere kø ved indgangen.


Rungsted havde marginalerne i tæt klassiker mod Rødovre Fysisk stærk forward til Mighty Bulls