Voris rejser til KHL

Rødovre Mighty Bulls’ lettiske målmand Janis Voris skifter med omgående virkning hjem til sin tidligere klub Dinamo Riga.

Den lettiske KHL-klub har omlagt deres strategi på målmandsposten for resten af sæsonen og mangler derfor en ny en målmand til deres team. Voris spillede i sidste sæson 7 kampe for KHL-holdet og har været en del af deres ungdomshold i MHL i flere sæsoner, så de får en målmand tilbage, som de kender særdeles godt.

Sportschef Jørgen Illemann om skiftet:

- Dinamo Riga kontaktede os i slutningen af sidste uge omkring at hente Janis hjem igen. Vi har været åbne overfor en dialog, såfremt den ikke stillede os med et målmandsproblem, og det har de været villige til at løse.

- Det er selvfølgelig en stor mulighed for Janis at blive en del af KHL igen, så selvom han har været glad for at være her, har det naturligvis trukket i ham, at han har fået sådan en mulighed. Det forstår vi naturligvis godt, og har derfor også været åbne. Han har ydet en god indsats for Rødovre og vist en god indstilling og træningsvillighed både på og udenfor isen, så skilles vi efter en god dialog og ønsker ham al held og lykke videre i karrieren, fortæller han.

Rødovre Mighty Bulls er blevet kompenseret økonomisk for skiftet og afsøger nu muligheden for at tilknytte en erstatning til målmandsteamet.

Janis Voris nåede 11 kampe for Mighty Bulls.


Nytårsprogrammet er spækket med spændende kampe VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Odense