Vil du være en del af klubben? Vi søger frivillige

Rødovre Mighty Bulls søger løbende frivillige til at udvide vores teams af uundværlige ildsjæle.

Som frivillig i Rødovre Mighty Bulls får du mad og drikke til kampene, frivilligkort (sæsonkort som kan bruges både når du er på vagt og når du har fri), gæstekort som kan lånes ud til venner, mulighed for at komme med på en årlig bustur til en udekamp, invitation til frivilligfest samt en masse oplevelser og nye bekendtskaber.

Vi søger frivillige til mange forskellige områder, men særligt til følgende lige nu:

Barpersonale: I barerne søger vi frivillige til at betjene kunder med udskænkning af øl og sodavand.

Barkoordinatorer: Her er opgaven at sørge for, at barerne er fyldt op med varer før og under kampene. Har man teknisk snilde til at løse småproblemer med fadølsanlæg, vil dette også være en stor hjælp.

Vagt- og servicepersonale: Opgaverne består i at vise tilskuerne til deres pladser, visitere i indgangen, holde eventuelle gratister ude samt holde opsyn og have overblik til at løse eventuelle problemer. De fleste af vores vagter har uddannelse og gode kurser i rygsækken, og er en god støtte til nye hjælpere.

Udover vagter i og omkring selve arenaen, søger vi også enkelte nye vagter til vores VIP Lounge. Her består opgaven hovedsageligt af at sørge for, at kun gæster med adgang til loungen også får det.

Bokspersonale: Vores bokspersonale har til opgave at sørge for, at kampene forløber som den skal. Det er blandt ved at lukke spillerne ind og ud af straffeboks, køre grafik på storskærmene samt at lave statistik over f.eks. skud på mål og faceoffs.

Eventafviklere: Vi vil til kampene gerne fokusere mere på events – det kan eksempelvis være pauseunderholdning, DJ eller livemusik om fredagen, trøjeauktioner eller børnedage om søndagen. Opgaverne varierer men går grundlæggende ud på at sørge for, at vores samarbejdspartnere får den praktiske hjælp på kampdagen til at gennemføre deres aktivitet.

Ønsker man at prøve forskellige områder, så vil det også være muligt at være ”flex’er”, som kan træde til fra kamp til kamp i de områder, hvor der mangler en hånd.

Det forventes ikke, at man kan komme til hver eneste kamp, så vagtplaner koordineres internt i de forskellige teams. Er man flere, som gerne vil arbejde sammen, så kan vi også finde ud af dette.

Er du interesseret i at blive frivillig, eller vil du bare høre mere omkring det, så kontakt frivilligkoordinator Jesper Dyrby på dyrbyjesper@gmail.com eller 25 43 25 53.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Esbjerg Energy besøger Rødovre Voris på hårdt arbejde: Herning knækkede letten til sidst