- Vi skal være kolde i hovederne og hurtige i tankerne

Tyrene skal igen på isen for at møde Odense Bulldogs, men modsat for en uge siden, så er fredagskampen denne gang i Rødovre Centrum Arena.

Der var fuldt udbytte med en 2-6-sejr sidst i Odense og dermed har Mighty Bulls vundet to af de tre indbyrdes kampe mod fynboerne. Sidste weekend var i det hele taget glimrende med fem point i to kampe på baggrund af to stærke holdpræstationer:

- Det giver altid et godt rygstød, og en god stemning i omklædningsrummet efter sådan en weekend, siger cheftræner Thor Dresler.

I tirsdags gik turen så til Herning, men holdet måtte rejse hjem igen med et etmålsnederlag:

- Kampen i Herning blev tæt, selvom de ifølge statistikken havde mange skud. De fleste skud var fra ufarlige steder, og meget af tiden de var i vores zone, var de ”på ydersiden”, så overordnet set, fungerede vores forsvarsspil godt.

- Vi fik en reducering med et par minutter igen, og trykkede godt på for en udligning, hvor pucken hoppede og dansede på deres målstreg et par gange. Så alt i alt en godkendt kamp trods nederlaget, hvor vi fik givet os selv en reel mulighed for point mod et godt hold i en svær udekamp, fortæller Dresler.

Odense var også i kamp tirsdag, hvor de på hjemmebane spillede en tæt kamp med topholdet Rungsted, som dog kunne rejse tilbage til Nordsjælland med en 1-2-sejr og tre point. De to hold mødtes også søndag, hvor Bulldogs fik én over snudeskaftet med et 9-2-nederlag i Rungsted. Fynboerne fik altså steppet gevaldigt op inden returmødet, og de er stensikkert klar til at bevise sig klar til mere, når de fredag kommer på besøg i Rødovre:

- Jeg forventer en meget lige kamp, som kommer til at minde om en playoff-kamp. Der kommer til at blive kæmpet om hver centimeter på isen, så der skal graves dybt, for Odense har nogle store og stærke spillere, som godt kan lide at bruge deres fysik. Vi skal være ”kolde i hovederne” og hurtige i tankerne sådan, at vi kan få brugt vores fart ind i og ud af de nærkampe, som vi ved der kommer, lyder det fra Dresler, der dog ikke er sikker på, at det bliver ligeså målrigt som i de første tre kampe:

- Odense viste i deres sidste kamp, at de formår at spille godt defensivt, og vores defensiv begynder også så småt at virke bedre, så selvom der indtil nu har været nogle målrige opgør, er det på ingen måde sikkert, at vi ser det igen, slutter han.

Kampstart er kl. 19.00 og dørene åbner kl. 18.15.

Er du én af dem som har billet til kampen i Rødovre Centrum Arena, så husk mundbind/visir samt at læse og følge COVID-19 restriktionerne.

-------------------------------------------------------------

Skal du have sulten stillet inden kampen, så tag forbi Bulls GastroPub & Sport i Rødovre Centrum, der har et særligt tilbud fredag.

De har pizzaer til kr. 69,- og som sæsonkortholder får du en gratis lille sodavand eller lille fadøl med ved køb af en pizza.

Du viser blot dit sæsonkort ved bestilling.


Endnu en vigtig sejr over Odense Fransk back til Rødovre