To nye forwards til truppen

Rødovre Mighty Bulls kan i dag byde to nye forwards velkommen i truppen.

Først tiltræder 17-årige Marcus Almquist på en lejeaftale i den kommende måneder. Almquist spiller i den svenske eliteklub HV71, hvor han til dagligt spiller på deres U20-hold, men også er blandt en gruppe af talenterne, som er med omkring SHL-holdet.

Cheftræner Thor Dresler om Almquist:

- På grund af nedlukningen af bl.a. U20-holdene i Sverige, blev Marcus pludselig en mulighed for os, og heldigvis var både Marcus og HV71 med på idéen om, at vi kan låne Marcus i den periode.

- Marcus er en Rødovre dreng, som rykkede til Sverige i en tidlig alder, da han har et ekstremt stort talent. Han besidder nogle unikke offensive kvaliteter, og har i sin korte tid i Sverige (lidt mere end en sæson), også bygget på i forhold til spillet uden puck.

- Vi er derfor utroligt glade for, at Marcus ville komme og hjælpe os samtidig med, at han holder sig i gang. At Marcus har et unikt talent, understreges også af den klausul, der er i kontrakten, som giver HV71 ret til at tage Marcus tilbage, hvis de skulle få brug for ham på deres SHL-hold.

Med skader til Oliver Reuter og Nikolaj Zorko samt Victor Cubars beslutning om at stoppe udfylder Almquist et hul i truppen. Han er landet i Rødovre, papirerne med HV71 er på plads og han er klar til at spille i aftenens kamp.

Marcus Almquist i kamp for HV71 (Foto: Ian Nielsen)

Udover Marcus kan vi byde velkommen til den amerikanske forward Mitch Callahan. Rødovre Mighty Bulls har siden ophævelsen med Matthias Asperup kigget efter en erstatning, og valget er faldet på 29-årige Callahan.

Han kommer til Rødovre med et flot CV med 5 NHL-kampe (for Detroit Red Wings), 540 AHL-kampe og den seneste sæson i Tysklands stærkeste liga DEL.

- Han er en forward, der kan spille både center og wing. Han har primært spillet i den stærke AHL liga i Nordamerika, hvilket i sig selv er et kvalitetsstempel. Derudover har vi set meget video på ham, hvor det tydeligt ses, at Mitch er utroligt hårdtarbejdende, gør alle de små ting rigtige og særligt i spillet omkring mål, har han store kvaliteter.

- Vi har også talt med flere af hans tidligere kollegaer - medspillere og trænere -, som alle siger, at Mitch har en stor passion, professionalisme og er en kanon fyr i forhold til sammenholdet i omklædningsrummet. Udover Mitchs evner på banen, er vi sikre på, at han også kan være med til at guide og hjælpe mange af vores unge spillere, når det kommer til at fokusere og arbejde med at blive bedre hockeyspillere, fortæller cheftræner Thor Dresler.

Det forventes, at Callahan lander i Rødovre i næste uge.

Direktør Morten Nielsen om tilknytningen af de to spillere:

- Vi glæder os til at byde de to velkommen. Almquist er et rigtig spændende talent og Callahan er naturligvis tiltænkt en bærende rolle. I disse tider er vigtigt for os at handle økonomisk ansvarligt, så Callahan er først og fremmest finansieret af de penge, som der blev frigivet ved spillerafgangene og herudover skal vi sige tak til en gruppe sponsorer, som har været med til at gøre det muligt:

Rødovre Centrum

Murermester Marc Schiller

JM Handel

Fyrværkerieksperten

Bjørn Sørensen Holding

Udover tilknytningen af Almquist og Callahan arbejdes der på at tilknytte en ny back (i første omgang midlertidigt), da truppen er røget ind i flere skader på bagkæden.


Små marginaler gjorde udslaget Victor Cubars stopper i Rødovre Mighty Bulls