Tidlig tirsdagskamp i Aalborg

Mighty Bulls indtog rollen som oversidder i weekendens Metal Liga-runde og har dermed haft en uges pause siden seneste kamp.

Her tabte holdet med 1-3 hjemme mod Frederikshavn, der stod rigtig solidt defensivt og samtidig nød godt af manglende skarphed hos Tyrene. Spillemæssigt var der generelt god fremgang at glæde sig over, selvom det ikke blev til en sejr.

Det får holdet nu mulighed for at rette op på, når turen tirsdag går til Nordjyllands hovedstad. De to hold har mødt hinanden to gange i sæsonen, hvor det begge gange har været tæt.

Tirsdagens modstandere ligger i modsatte ende af tabellen og har weekenden sikret en endegyldig plads i grundspillets top 3, hvor man i foråret dog også er blevet hægtet lidt af Rungsted og Esbjerg. Aalborgenserne var senest i kamp søndag mod Herlev, hvor de kort før tid sikrede sig en 1-2 sejr på udebane. Piraterne har hentet otte point i de seneste fem kampe.

Piraterne har en traditionelt svær hjemmebane, men sidste gang Mighty Bulls besøgte Aalborg lykkedes det at tage et point med tilbage, da kampen endte ud i straffeslag. Der skal fightes hårdt i alle 60 minutter for at gentage præstationen, så de friske ben skal udnyttes, så der kan komme point til kontoen.

Bemærk kampstart i Bentax Isarena allerede er kl. 18.00, så kampen kan streames inden der er HockeyNight på Tv2 Sport kl. 20.30. Link til stream kommer på hjemmesiden i løbet af tirsdag.

Vi oplever i, at vi i forbindelse med kampene bliver ”angrebet” af spam-robotter på vores Facebook-side, som deler falske streaminglinks. Vær opmærksom og brug kun links via mightybulls.dk og metalligaen.dk.


STREAM: Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Frederikshavn