Søndagskamp mod topholdet

Der skal vendes om på tingene, når topholdet fra Herning Blue Fox gæster Rødovre Centrum Arena søndag eftermiddag.

Tyrene går ind til kampen med fem nederlag i træk, hvor der er blevet lukket alt for mange mål ind. Seneste kamp endte med 6-2 i Frederikshavn. Der skal derfor arbejdes benhårdt defensivt, så hjemmeholdet kan forsøge at hente point mod det foreløbige tophold fra Midtjylland.

- Frederikshavn ude startede på den værste måde. Udvisning til os, et hurtigt mål imod og kort efter 2-0. Men vi kom hurtigt tilbage og spillede en OK kamp i fem mod fem, lyder det fra cheftræner Sundquist, der fortsætter:

- Men igen, ishockey afgøres ikke kun med godt angrebsspil og skud på mål. Vi taber endnu en gang på at være alt for svage i de situationer, der afgør kampene på dette niveau. Det er noget, som den enkelte spiller er nødt til at forstå. Viljen findes, men der er så mange andre ting, der afgør kampene på det her niveau – og niveauer højere end Metal Ligaen.

- Vi møder ligaens måske bedste hold denne gang - og vi kan vinde den kamp! Men det kræver, at alle som hold er med på, at det ikke kun drejer om at spille hockey og kun drejer sig om at spille kampen med pucken. Tiden med puck er minimal for den enkelte spiller i løbet af en kamp, så det er tid til at forstå, at spillet uden puck, spillet i egen zone og spillet foran eget mål er altafgørende, hvis man vil vinde kampe på det her niveau.

I sæsonens fire kampe mod Herning er det blevet til fire point. Det seneste opgør på hjemmebane endte ud i straffeslag, hvor den tidligere Rødovre-spiller Mathias Bau Hansen som den eneste scorede, og Herning kunne derfor tage de to point med sig hjem.

- Vi ved, at vi kan vinde – også imod ligaens lige nu bedste hold - og det er en god følelse. Men hvis vi ikke er ydmyge i hvert eneste skift og tager fighten op i de vigtige detaljer, så bliver det en hård kamp.

- Vi skal alle have vilje og tro på, at vi kan vinde hver eneste kamp. Det er den vindermentalitet jeg har, og det er den mentalitet, der skal tilbage til Rødovre, når man skal være med til at repræsentere Rødovres hold fremover. Tiden fra nu og fremover kommer til at give svar på mange ting, slutter han.

Kampstart i morgen eftermiddag klokken 15.00 i Rødovre Centrum Arena. Dørene åbner kl. 14.00.

Der er fortsat restriktioner for tilskuere frem til d. 1. februar. Derfor skal alle tilskuere fremvise coronapas og bære mundbind indtil man sidder ned. Arenaen er sektionsopdelt med 500 tilskuere i hver sektion.

Sæsonkort skal aktiveres til en billet og der kan ikke købes billetter i indgangen. Børn til og med 14 år kommer ikke gratis ind som normalt, der skal købes en billet til 10 kr. online. Læs mere om billetter og restriktioner her.


Herning sikrede fuld gevinst hos bundhold Vigtig sæsonkort- og billetinformation til d. 30/01