Søndagskamp i Vojens

Fredagens kamp var absolut ikke den ønskede (gen)start for Mighty Bulls, der vendte tilbage fra en ufrivillig corona-pause og spillede første kamp i 2021.

Det var tydeligt, at hjemmeholdet hang efter og tempomæssigt havde svært ved at følge med Rungsted efter flere uger uden kampe og træning. Det er ikke let at ligge stille, mens modstanderne har været i fuld gang og herefter blive kastet for løverne. Samtidig straffede et skarpt tunet tophold Tyrenes for mange fejl og udvisninger, og kunne tage en sikker sejr med tilbage til Nordsjælland.

Søndag kører holdet så mod Sønderjylland og Frøs Arena, hvor næste opgave venter. Sønderjyderne har efter en skidt periode fået vendt bøtten og har det nye år vundet fire ud af seks kampe. I fredagens kamp hentede de tre point på den jyske hede, da Herning Blue Fox blev slået med 3-2.

Med årets første kamp i benene skal Tyrene finde tempoet og intensiteten tilbage, så de kan matche den arbejdsindsats, som sønderjyderne er kendt for at investere i kampene. Samtidig skal der bedre styr på disciplinen, så det sønderjyske powerplay ikke får mulighed for at komme til.

Kampstart er i Frøs Arena er kl. 15.00.


STREAM: SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Rungsted