Sæsonens tredje besøg fra Esbjerg

Tirsdag aften trækker Rødovre Mighty Bulls igen kamptrøjerne på, når Esbjerg Energy er modstanderen i Metal Ligaen.

Det er tredje gang, at esbjergenserne besøger Rødovre og det har været to tætte kampe indtil videre. Første gang sneg de en 2-3-sejr med hjem, mens det anden gang blev til Rødovre-sejr efter straffeslag. Den tidligere Esbjerg-dreng Oliver Kjær scorede som den eneste i en-mod-en-duellen og William Rørth i målet afviste alle fem Esbjerg-forsøg. De to kampe i Esbjergs Granly Hockey Arena er blevet til hjemmesejre på 5-2 og 7-3.

Jason Jaspers mandskab kommer med fire sejre på stribe og må siges at have fundet melodien her i starten af 2021. Særligt Metal Ligaens topscorer Brady Shaw er en farlig mand, der kan skabe meget for vestjyderne, og han må ikke få plads på værternes banehalvdel.

Det blev ikke til point på Rødovre-kontoen i de to første kampe efter den ufrivillige corona-pause. Fredag tabte Tyrene hjemme til Rungsted, mens det søndag også blev til nederlag i Vojens. Der var dog klar fremgang at spore i søndagens kamp, selvom der blev taget alt for mange udvisninger og pausen stadig satte sine spor i spillet.

Fremgangen skal naturligvis udnyttes positivt, så det næste skridt kan tages. Jo flere trænings- og kampminutter der kommer i benene efter pausen, desto mere kommer timing og tempo tilbage. Tre kampe på seks dage er indlysende en hård koldstart, men drengene kan give det sidste i morgen, inden der venter en uges pause til at få kølet ned, da Metal Final4 spilles i den kommende weekend.

Samtidig skal der rettes op på disciplinen, for undertalsspillet giver ikke bare bedre muligheder til modstanderen, men tærer også på kræfterne, der kunne bruges offensivt.

Det har været tæt, når Esbjerg har besøgt Rødovre i denne sæson, og der skal kæmpes for at tippe pointene over, ligesom det var tilfældet sidst.

Kampstart i Rødovre Centrum Arena er kl. 19.00.

Kampen streames og link til livestream kommer på mightybulls.dk i løbet af tirsdagen.


STREAM: Rødovre Mighty Bulls-Esbjerg Energy VIDEO: Højdepunkter fra kampen mellem SønderjyskE og Rødovre