Rødovre snupper stærk sejr over Esbjerg

Fredag aften var der atter dækket op til hockey i Rødovre Centrum Arena, hvor tyrene tog imod Esbjerg.

Lidt over halvvejs i perioden scorede Marko Virtala til 3-0 for Rødovre, og den komfortable føring endte med at danne grundlag for alle tre point. Rødovre med en stærkt spillende William Rørth i målet vandt opgøret på vilje og gejst til stor glæde for aftenens feststemte tilskuere.

Rødovre leverede en god første periode med store chancer og utroligt højt energiniveau. Hjemmeholdet kom flyvende ud til kampen mod Esbjerg, der havde fire færre spillere end hjemmeholdet til aftenens kamp.

Esbjerg fik stor mulighed i fem mod tre halvvejs i kampen, men William Rørth i Rødovres mål holdt skansen sammen med sine holdkammerater.

Jannik Karvinen fik en kæmpe chance på Mathias Seldrup i Esbjerg-målet, og det begyndte at lugte af Rødovre-scoring. Til gengæld kunne Marko Virtala kort efter sende pucken over stregen efter glimrende samarbejde med Steffen Klarskov. 1-0 til hjemmeholdet med lidt over fem minutter til pause. Og det blev også resultatet efter 20 underholdende minutter, hvor Rødovre mødte gæsterne højt i banen.

Steffen Klarskov trak to udvisninger inden for et halvt minut kort inde i anden periode, da han trådte gennem Esbjerg-forsvaret i høj fart – og blev ulovligt bremset. Overtallet sikrede Rødovres næste mål, da Kim Johansson klappede pucken ind fra distancen til 2-0.

Med syv minutter til pause øgede Marko Virtala – med sin anden scoring i aften – til 3-0 tæt under mål. Han fik en fiks pasning fra Teemu Virtala bag mål, og så var Mathias Seldrup passeret for tredje gang i kampen. Stærkt spillet af Rødovre, der havde fortsat med stor energi og vilje i anden periode.

Esbjerg fik momentum med powerplay sidst i perioden, og gæsterne fastholdt også presset frem til næste pause. Det gav en reducering med 18 sekunder igen, da Trevor Cheek udnyttede en tværpasning med scoringen til 3-1.

Tredje periode var blot to minutter gammel, da Frederik Kaels skøjtede ind fra højre og sendte pucken ind til 4-1. Kæmpe jubelbrøl i Rødovre Centrum Arena, og tyrene havde sikret sig stærkt udgangspunkt for resten af kampen. William Rørth markerede sig desuden med en assist på målet.

Esbjerg overtog den dominerende rolle i den sidste halvdel af perioden. Mark Pedersons tropper lagde i flere omgange udmærket tryk på Rødovre, og det afstedkom en reducering med seks minutter igen ved Trevor Cheek – hans anden scoring i aften.

De sidste minutter blev med tungt Esbjerg-pres. Mathias Seldrup blev erstattet med en markspiller, men den afsluttende satsning gav ikke yderligere mål til vestjyderne.

Rødovre vandt med 4-2 efter en stærk indsats med stor gejst og vilje. Riku-Petteri Lehtonens mandskab spillede en klog kamp, mens William Rørth leverede en forrygende præstation i målet. Og han krydrede desuden sin aften med en assist. Fortjent hyldest til keeperen af de mange Rødovre-fans.

Sejren over Esbjerg sikrede dermed Rødovre fem ud af seks mulige point på hjemmebane i indeværende uge. Det var i øvrigt sæsonens første sejr over Esbjerg og dermed er alle hold blevet besejret i denne sæson. Næste opgave er på tirsdag den 14. Januar, hvor Odense bliver næste modstander på egen is.

Rødovre Mighty Bulls – Esbjerg Energy 4-2 (1-0, 2-1, 1-1)
14:26 1-0 Marko Virtala (Klarskov, T. Virtala)
22:32 2-0 Kim Johansson (Crawford, Olsen) PP2
33:11 3-0 Marko Virtala (T. Virtala, Nyqvist)
39:42 3-1 Trevor Cheek (Andersen, Vinther)
41:57 4-1 Frederik Kaels (Rørth)
53:47 4-2 Trevor Cheek (Christensen, Andersen)
Udvisninger: RMB 4x2 min., EE 5x2 min.
Skudstatistik: 27-33 (9-9, 11-9, 7-15)
Tilskuere: 1.103


VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Esbjerg Fredagshockey: - Vi skal gøre basistingene bedre