Rødovre Mighty Bulls tager i dag turen til Aalborg, hvor Metal Ligaens nummer 2 lægger is til aftenens kamp.
Det bliver som altid en svær kamp imod Aalborg, som dog har tabt to af deres tre seneste opgør i Metal Ligaen. Desuden brugte Aalborg krafter på Champions League i tirsdags mod Lulea fra SHL, hvortil der måske kan anes små huller i skibet.
Rødovre viser fortsat potentiale til mere end hvad pointene fortæller, og det unge hold fra vestegnen tager da også flere ting med fra de seneste kampe imod lokalrivalerne fra Herlev. Assistenttræner Johan Marklund sætter her lidt ord på de seneste to kampe mod Herlev, status og forventninger til aftens kamp.
- I de seneste kampe har vi spillet en god omgang hockey og har klart været bedst. Det er desværre kun 10 minutter i hjemmekampen, som gør at vi bliver straffet gevaldigt, da vi tager nogle forkerte beslutninger på banen.
- Heldigvis er det meget nemt at give en status på holdet, da kun Alberto og Tristan ikke er spilleklar.
- Det skal blive sjovt og inspirerende at spille imod et godt hold som Aalborg, som forleden har spillet en hård men rigtig god kamp mod et af Europas bedste hold.
- Derfor er det vigtigt, at vi er klar fra start, klar til at arbejde hårdt og som et hold i hver eneste skift og fortsætte vores gode takter. Der skal tages rigtige beslutninger i alle 60 minutter, slutter Johan Marklund.
Kampstart i Aalborg er kl. 19:00.