Mighty Bulls tager imod White Hawks

Rødovre Mighty Bulls og Frederikshavn White Hawks tørner sammen for tredje gang i denne sæson, når Vendelboerne kommer til Rødovre tirsdag aften.

Det er indtil videre endt med én overbevisende sejr til hver, da Frederikshavn vandt hjemme med 6-1 og Rødovre også vandt hjemme med 6-3 tilbage i september i sæsonens to første Metal Liga-kampe. De to seneste opgør blev desværre aflyst på grund af corona, så tirsdagens kamp er den første af de to resterende.

Frederikshavn ligger på ligaens sjetteplads og har i det meste af sæsonen kørt i stimer med skiftevis en række sejre og en række nederlag i træk. I de seneste fem kampe har de snuppet tre point, der er kommet fra en straffeslagssejr på udebane i Aalborg og et straffeslagsnederlag i Esbjerg samt tre rene nederlag.

Tyrene har ligeledes hentet tre point i de seneste fem kampe. De kom i en hjemmesejr over Esbjerg Energy, mens det ellers er blevet til fire rene nederlag. De sidste tre kampe har absolut ikke være tilfredsstillende for Mighty Bulls, der har brugt den seneste ”landskampspause”, som grundet corona desværre blev uden landskampe, på at træne hårdt.

Trænerteamet har blandt andet haft fokus på flere forskellige taktiske aspekter i defensiven, mens der også er arbejdet i ”special teams” både offensivt og defensivt. Begge hold kommer med friske ben efter de 10 dages pause, så der er lagt op til en kamp med masser af tempo på fra begge sider.

Pucken smides i Rødovre Centrum Arena kl. 19.00.

Kampen streames ikke, da der er HockeyNight på Tv2 Sport, som viser Herning Blue Fox mod Herlev Eagles.


Frederikshavn hentede smal sejr i Rødovre SKARPE SKUD: Billeder fra Esbjerg Energy-Rødovre MB