Mauritzen stopper karrieren

Efter flere længere skadespauser i karrieren har Benjamin Mauritzen valgt at lægge skøjterne på hylden i en alder af 26 år. Det er desværre for tidligt, men helbredet kommer selvsagt altid i første række.

Mauritzen spillede som ungdomsspiller i Rødovre og kom tilbage til Rødovre Mighty Bulls op til sidste sæson efter en årrække i Hvidovre og Herlev. Det blev til 193 kampe i Metal Ligaen på CV’et.

Sæsonen i Rødovre startede aldeles glimrende med ni point i tretten kampe og også en tur på ”ugens hold” i Metal Ligaen, men desværre ramte en hovedskade tidligt den offensive back og holdt ham ude i resten af sæsonen.

- En stor og svær beslutning er truffet. Jeg har efter flere hovedskader besluttet at stoppe min ishockeykarriere for nu. Heldigvis har jeg det godt og mærker ingen gener eller men i nogen form. Derfor tør jeg godt sige, at det ikke er et farvel, men et på gensyn til den sport jeg elsker allerhøjst. Jeg vil nu fokusere på andre ting i livet, som mange år er blevet forsømt. Jeg glæder mig blandt andet til at starte på mit nye studie og tilbringe mere tid med mine nære. Alligevel er det med et sug i maven, men samtidig også med et smil på læben, at jeg lægger skøjterne på hylden for nu.

- Der skal lyde stor tak til de klubber, jeg har tilbragt min tid i. Tak til alle holdkammerater, trænere, materialefolk, fans, frivillige og alle dem omkring de respektive klubber, som jeg har været så heldig at møde på min vej og skabe oplevelser med.

- Ydermere ønskes der stort held og lykke til alle klubber og spillere med den kommende sæson og fremtiden. Jeg ser frem til at følge med fra sidelinjen samt teste diverse tilskuerpladser af, fortæller Benjamin Mauritzen.

Der skal fra Rødovre Mighty Bulls lyde en stor tak for indsatsen. Vi havde gerne set Benjamin i Rødovre-trøjen i mange flere sæsoner, men har fuld forståelse for situationen og bakker naturligvis op.

Vi er dog særdeles glade for, at Benjamin ikke slipper ishockeyen helt, men starter i trænerteamet omkring RSIK’s U15-hold.

På fredag d. 10. september mod Herning Blue Fox bliver der sagt farvel til Benjamin Mauritzen, når han hyldes på isen sammen med de øvrige spillere, som har lagt skøjterne på hylden.


Zorko indstiller karrieren Trøjeauktion på fredag!