Fransk landsholdsforward til Mighty Bulls

Rødovre Mighty Bulls er glade for at kunne byde velkommen til franske Guillaume Leclerc, der skifter på en kontrakt for resten af sæsonen.

24-årige Leclerc erstatter Mitch Callahan, der rejste hjem tidligere på måneden. Han har været en del af det franske landshold de seneste tre sæsoner og skifter fra Amiens, der spiller på højeste niveau i ”Ligue Magnus”, i hjemlandet. Her scorede han syv gange og leverede otte assister i elleve kampe.

Grundet COVID-19 har den franske liga spillet markant færre kampe end normalt, og det er for at fastholde sin landsholdsplads og stå bedst muligt i forhold til OL-kvalifikationen i sommeren 2021, at Leclerc har valgt at søge ud.

Tidligere har han spillet i tyske DEL2, den slovakiske liga samt fem sæsoner med ungdomshockey i USA. Som ungdomsspiller har han også været anfører for det franske U20-landshold.

Cheftræner Thor Dresler om Leclerc:

- Guillaume har vi kigget på og fulgt tæt (via Instat) i nogle uger, og vi er rigtigt glade for, at have fået ham på kontrakt for resten af sæsonen. I Guillaume har vi fået en spiller, der er i den lidt yngre ende, sammenlignet med den gennemsnitlige alder på en import, men vi ved, at han er i gang med en god udvikling. Vores anden franske spiller, Antonin Manavian, har spillet med Guillaume, og har kun haft gode ting at sige om ham, i forhold til hans attitude og personlighed.

- Han arbejder hårdt både med og uden puck, har god fart og så har han gode offensive, såvel som defensive kvaliteter. Han har indtil for nyligt spillet i den franske liga, hvor han faktisk har været rigtig skarp, særligt i forrige weekend, hvor han lavede 6 point i to kampe.

- Og så har han desuden spillet de sidste to VM-turneringer for Frankrig, hvilket også indikerer at han har et rigtigt fint niveau, selvom han kun er 24 år, fortæller Dresler.

Leclerc vil spille i nr. 22 og som fransk statsborger vil han allerede være klar til at kunne spille næste kamp d. 2. februar i SønderjyskE.


Almquist kaldt tilbage til HV71 VIDEO: Se målene fra Rødovre-Esbjerg