Vi er begejstrede for at have ham med på holdet igen

Der bliver i disse dage arbejdet intensivt på klargørelser for sæsonen 2023/24, heriblandt kontraktarbejdet og dermed de kommende spillere for Rødovre Mighty Bulls.

Det er ingen hemmelighed, at den første import annoncering vækker ekstra stor glæde i klubben, da en velkendt finne har valgt at forlænge med Rødovre. Med sine imponerende færdigheder på isen har han vist sig at være en af de mest værdifulde spillere i Metal Ligaen sidste sæson.

Uanset om du udtaler efternavnet Gaimer, Gimer eller Gymer, så bliver det fantastisk at se den finske forward spille endnu en sæson for Rødovre Mighty Bulls.

Noteret for 29 point, heraf 23 som assist i 35 kampe, har han været afgørende for målscoringen forrige sæson. Gymers vision og evne til at sætte spillet op og finde åbne rum til sine medspillere har været et afgørende angrebsvåben.

Han blev kåret som månedens spiller i Metal Ligaen i november 2022 og fortsatte med at imponere. Desværre blev han dog ramt af en skade i den sidste del af sæsonen, hvilket holdt ham ude af kampene. Men han kæmpede hårdt for at komme tilbage i form og vil være klar til at fortsætte med at bidrage til holdet i den kommende sæson.

Vi er begejstrede for at have ham med på holdet igen og er sikre på, at hans præstationer på isen vil hjælpe os med at nå vores mål i den kommende sæson. Hans signatur på kontrakten viser vores fortsatte engagement i at opbygge et stærkt og konkurrencedygtigt hold. Vi glæder os til at se ham i aktion på isen igen!

Cheftræner Olaf Eller om kontraktforlængelsen.

- Frankie var bare outstanding fra sæsonstart. Hans fremragende skøjteløb, eminente teknik og sublime blik for spillet, gjorde ham hurtigt til en af de bedste imports i Rødovre i nyere tid. At han så samtidig, på trods af sin størrelse, kunne tackle og kaste sig frygtløst i skud, ja så havde vi hele pakken. Vi er derfor glade for, at Frank atter i næste sæson vil underholde vores trofaste fans og bidrage til holdets fremgang.

Frank Gymer udtaler selv om sin kontraktforlængelse med Rødovre Mighty Bulls.

- Glad for at skrive en ny kontrakt med Rødovre, jeg kan godt lide København og Rødovre. Jeg ser et stort potentiale i holdet, og jeg håber, at vi næste sæson vil være i slutspillet til glæde for fansene, de ansatte og ikke mindst de frivillige der arbejder hårdt rundt om i kulissen.

Kontrakten er betinget af godkendelse hos Danmarks Ishockey Union.


Vinder af Herbert Knox sæson 2022/23 Tre unge danskere forlænger kontrakten