Erfarne kræfter forlænger med Mighty Bulls

Rødovre Mighty Bulls er glade for at kunne offentliggøre, at kontrakterne med Nicklas Carlsen og Marco Illemann begge er forlænget for den kommende sæson.

30-årige Nicklas Carlsen er med sin altid energiske arbejdsindsats og erfaring på mere end 550 Metal Liga-kampe en nøglespiller for Mighty Bulls både på og udenfor isen. Han har derfor også været en fast del af kaptajn-gruppen i seneste fem sæsoner.

I sidste sæson vendte Carlsen tilbage fra en rygskade og spillede 40 kampe med 29 point til følge. I slutspillet blev det til 3 point i fire kampe.

Backen Marco Illemann er med over 400 Metal Liga-kampe ligeledes en erfaren spiller på holdet, der skal være med til at tage ansvar og hjælpe de unge spillere på holdet. 26-årige Illemann har, med undtagelse af halvanden sæson i Rungsted, spillet for Mighty Bulls siden 2013.

Illemann stod i sidste sæson for 7 point i 34 grundspilskampe samt en enkelt scoring i slutspillet.

Både Carlsen og Illemann tager hul på deres niende sæson med tyren på brystet.


To gange Carlsen forlænger To forlængelser på plads