Dobbeltopgør igen i denne uge - første match tirsdag

En ny uge er startet og ligesom i den seneste venter et dobbeltopgør for Rødovre Mighty Bulls. To af ugens tre kampe er mod SønderjyskE (tirsdag og søndag), mens den sidste (på fredag) er mod Rungsted. Til forskel fra sidste uge er begge kampene mod SønderjyskE på hjemmebane.

Gæsterne ligger præcist i midten af tabellen med 20 point, mens Tyrene fortsat indtager ottendepladsen med 12,5 point.

Sæsonens første opgør mellem de to hold endte særdeles målrigt i Frøs Arena, da sønderjyderne vandt med hele 8-3. Tyrene var egentlig godt med til midt i kampen, hvor den stod 4-3, men den tidligere Rødovre-spiller Mads Eller gjorde det til 5-3 i powerplay og så vandt hjemmeholdet ellers meget sikkert 3-0 i tredje og sidste periode.

Den seneste uge for Mighty Bulls gav en sejr og et nederlag mod Odense Bulldogs, mens SønderjyskE tog en overtidssejr få sekunder før tid i Herlev efterfølgende tabte med 0-2 hjemme mod Herning Blue Fox.

Særligt kaptajn Trevor Cheek var en stor oplevelse for Rødovre-holdet i den første kamp mod Odense, og med et hattrick sikrede han sig også en plads på ”Ugens Hold” i Metal Ligaen.

Kampstart i Rødovre Centrum Arena er kl. 19.00 og dørene åbner kl. 18.15.

Er du én af dem som har billet til kampen i Rødovre Centrum Arena, så husk mundbind/visir og at læse og følge COVID-19 restriktionerne.


Victor Cubars stopper i Rødovre Mighty Bulls BILLEDER: SKARPE SKUD fra kampen mellem Odense og Rødovre fredag aften