Mighty Bulls står trods placeringen på sidste pladsen stærkere end nogensinde, med imponerende powerplay og dedikerede unge talenter.

Kære Mighty Bulls-fan,

Så er vi nået halvvejs i metalligaen.

Vi indtager sidste pladsen, men vi ser ikke os selv som et bundhold. Vi ser os selv som et hold, der kan konkurrere mod de bedste i hver eneste kamp. Bedst understreget af, at vi efter pausen har præsteret virkelig godt, bortset fra kampen i Frederikshavn, på trods af at vi har manglet flere nøglespillere.

Tætte kampe i Esbjerg 3-4, efter at have ført 3-0, i Rungsted 2-3 og to flotte hjemmesejre mod Herning og Aalborg, ligaens ubestridte førerhold, synes jeg tydeligt viser, at vi er der, og fighterhjertet lever i den grad på samme måde, som troen på slutspil gør, som naturlig følge af egne præstationer.

Hvorfor er vi så der? I min optik er der mange faktorer, der spiller ind, jeg vil belyse nogle af dem.

  • Den ekstreme opbakning til ishockey i Rødovre i form af folkeaktierne og "Fællesskabet i Rødovre Ishockey" samt fantastiske sponsorer og den ofte intense stemning i arenaen har forstærket spillernes opfattelse af fællesskab og at Rødovre er noget særligt - tak for det. Yderligere har Advisory Boardet skabt ro i organisationen, som også har forplantet sig ned i spillertruppen.

  • Vi har gennem størstedelen af sæsonen forsøgt at spille med relativt mange spillere og give mere ansvar til ubeskrevne blade. Eksempelvis at kæden med Thunbo, Haunstoft og Marklund starter stort set hver eneste periode og er på den måde blevet en endnu større del af holdet og dermed også i stand til at tage ansvar i afgørende situationer.

  • Vores forsvarsspil er langsomt blevet bedre, og det har i de to seneste kampe resulteret i, at vi har holdt både Herning og Rungsted til under 25 afslutninger, og det gør i sagens natur målmandens arbejdsbetingelser lettere.

  • Vores powerplay har været ekstremt godt, ca. 33%, vildt imponerende.

  • Vores undertalsspil skal forbedres og er i bedring.

  • Vi er i god form med meget få skader, særlig tak til vores fysiske træner og behandler Terese Wytomski.

  • Trænerteamet fungerer virkelig godt, se blot hvordan Johan Marklund og Morten Andresen coachede os til sejr i mandags mod Herning.

  • Vores yngste spillere, Bundgård og Als, har virkelig grebet chancen og er godt på vej til at etablere sig på holdet.

  • Flere af vores unge spillere har fået sporadiske chancer og har absolut bestået, men mangler stadig noget, hvilket jo ikke er unaturligt, når man kigger på dåbsattesten. I Rødovre kræves der en ekstrem dedikeret træningsindsats hver dag i flere år for at slå igennem. Dette giver helt naturligt udskiftninger, hvor nogen forlader os, og nogen kommer til, men vi ved gennem mange års erfaring, hvad der skal til, og det stræber vi efter at bibringe vores unge spillere, så de kan indfri deres drømme, hvad enten de går mod Sverige, Nordamerika eller Mighty Bulls. 

  • U20-landsholdet har træningslejr og spiller VM de næste 14 dage fra på søndag. Vi er glade for at sende Anton Als og Edvard Lundmark afsted. Vi er ligeledes stolte af, at også Anon Linde, Tristan Petersen og Marius Kring, alle Rødovre-opfostrede spillere, deltager - held og lykke.

Spændende kampe venter forude, vi håber derfor at se mange i arenaen på tirsdag mod Sønderjyske og på fredag mod Esbjerg, så vi sammen kan gøre arenaen til det uindtagelige fort, det er godt på vej til at blive.


GOALSHOW: Se målene fra Herning-Rødovre GOALSHOW: Se målene fra Rødovre-Herning