Årets sidste kamp venter

Årets sidste kamp venter, når Mighty Bulls onsdag tager den korte tur ud til nabokommunen for at møde Herlev Eagles.

Det er i denne sæson endnu ikke lykkes at slå Ørnene, så en sejr vil udover vigtige point på kontoen også give en lille oprejsning før nytåret.

Onsdagens hjemmehold har ikke været i kamp efter juleferien, da deres kamp mandag i Esbjerg blev aflyst grundet corona-smitte hos hjemmeholdet. Før jul sluttede de med et overtidsnederlag til Rungsted og et nederlag i straffeslag til Odense.

Rødovre-mandskabet var i kamp mandag, men tabte hjemme med 0-4 til Rungsted. Cheftræner Magnus Sundquist om mandagens kamp og fokuspunkterne til lokalopgøret onsdag:

- Vi skal have revanche efter en defensivt meget dårlig præstation mod Rungsted mandag. Jeg har været tryg i det store hele med vores ageren i egen zone tidligere, men mod Rungsted var fokus alt for meget på pucken og på at tænke offensivt. Vi gav chancer væk på en måde, jeg ikke har set tidligere, og det holder ikke.

- Offensivt kunne vi nemt have scoret 2-3 må de første 40 minutter, men da vi giver nemme mål og målchancer væk, så ender det med at blive for forceret i vores offensiv. Vi skal have meget større tålmodighed, og fokus på det defensive er nødt til at være nummer ét - uanset hvem vi møder. Så bliver det offensive oftest også godt, lyder det fra Sundquist, der forventer en tæt kamp i Herlev.

Kampstart i Herlev er kl. 18.00 og Tv2 Play viser kampen direkte.


Jonsson sprudlede, Herlev vandt suverænt VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Rungsted