Arbejdsindsatsen skal fortsættes

Weekenden er startet rigtig godt med fredagens tre point i Odense og søndag er der besøg fra Esbjerg Energy hjemme i Rødovre Centrum Arena.

Rødovre-mandskabet leverede en stærk holdindsats og arbejdede sig til sejren, hvor man ellers kom bagud med både 1-0 og 2-1. Ved begge Odense-scoringer blev der svaret hurtigt retur og det hårde arbejde fortsatte ufortrødent. Det gav særligt bonus i tredje periode, hvor fynboerne blev knækket og sejren blev slået endeligt fast med tre mål.

Nu skal weekenden så sluttes af mod formstærke Esbjerg Energy. Set over de seneste 10 kampe er vestjyderne Metal Ligaen stærkeste hold, så Tyrene skal holde fast i indstillingen og arbejdsraseriet fra fredagens kamp.

Mighty Bulls sad over i tirsdagens runde, mens Esbjerg har spillet to kampe i denne uge. Tirsdag blev det til en 4-3-sejr i Frederikshavn og fredag tog de tre point hjemme i lokalopgøret mod SønderjyskE med 5-3.

Esbjerg ligger lige nu nummer tre i Metal Ligaen, mens Tyrene ligger på ottendepladsen. Det er blevet til Esbjerg-sejr i de to første indbyrdes kampe i denne sæson, hvor de først vandt med 3-2 i Rødovre og dernæst 5-2 hjemme i Granly Hockey Arena. Holdene mødtes også i en testkamp op til sæsonstart, hvor Tyrene vandt med 4-3.

Kampstart er kl. 14.00 og dørene åbner kl. 13.15.

Er du én af dem som har billet til kampen i Rødovre Centrum Arena, så husk mundbind/visir og at læse og følge COVID-19 restriktionerne.


Mandfolkepræstation bag sejr over Esbjerg Bundsolidt bundopgør af Rødovre