2020’s sidste jyllandstur går til Esbjerg

Mighty Bulls skal søndag på år 2020’s sidste jyllandstur, når spillerbussen sætter kurs mod Esbjerg på Vestkysten.

Det bliver sæsonens fjerde opgør mod esbjergenserne, som lige nu har fører 2-1 i indbyrdes kampe. De snuppede først en 2-3-sejr i Rødovre Centrum Arena og derefter en 5-2-sejr hjemme, inden de i det seneste opgør måtte se sig slået i straffeslag i Rødovre. William Rørth pillede samtlige af de gulblusedes forsøg, mens den tidligere Esbjerg-dreng Oliver Kjær scorede blev matchvinder for Tyrene.

Siden den kamp har Mighty Bulls spillet to kampe, først et nederlag i Herning og senest en overbevisende hjemmesejr på 6-2 over Odense. Esbjerg har været i kamp en enkelt gang siden sidste møde, og her slog de flot og overbevisende Aalborg Pirates med hele 1-5 på udebane.

Esbjerg har været Metal Ligaens mest formstærke hold set over de sidste 10 kampe, så det kræver endnu en god holdpræstation, hvis der skal point med hjem over Storebæltsbroen. Syv sejre og 23 point har de taget.

Thor Dreslers mandskab har dog set ganske fornuftige ud med tre sejre i de seneste fire kampe og ligner et hold, der er ved at finde sig selv. Så med lidt selvtillid i bagagen og muligheden for at komme på samme pointantal som Herlev på syvendepladsen er det utvivlsomt et hold, der er opsatte på at drille vestjyderne igen.

Kampstart i Granly Hockey Arena er kl. 15.00.


Nye COVID-19-restriktioner lukker for tilskuere fra onsdag VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Odense