Rødovres medaljer i Superisligaen (Metal Ligaen):

Guld: 1978, 1983, 1985, 1986, 1990, 1999

Sølv: 1979, 1981, 1982, 1991, 2001

Bronze: 1987, 1992, 1993, 2013

Pokalvindere: 2007/08.

Dette er historien om, hvordan Rødovre Skøjte og Ishockey Klub voksede ud af støvet til det guldhold, der i 1980erne var synonymt med ishockey i Danmark. Et tyrebrøl fra fortiden, om præstationer, der kan høres den dag i dag, hvor spillet måske har ændret karakter, men hvor spillerne stadigvæk ligner de drenge fra Schweizerdalssøen og fra Husumparken, som med talent, og klubånd lagde de første sten til denne fortælling om stolte traditioner, om naboens søn, de fremmede stjerner, om helte og skurke. Man skal kravle før man kan gå, og stå på skøjter før man virkelig kan løfte hænderne over hovedet. I Rødovre har de prøvet det hele.

En klub med stolte traditioner

Historien er passé i den forstand, at den allerede er sket. Men historien om fortidens bedrifter lever videre i den enkelte og videregives med håb om, at den næste generation kan lære af den. Når Rødovres fans fra Sumpen gjalder: “Vi er en klub med stolte traditioner – aldrig aldrig gir´ vi op”, bunder det i en stolthed over fortiden og en vished om, at ishockeyen i Rødovre altid vil bestå. Resultaterne har været svingende, men de røde kommer altid stærkt tilbage. Det viser historien nemlig. Men det dækker også over en af Danmarks mest succesrige klubber, der trods sin korte levetid kan bryste sig af hele 5 guldmedaljer, lige så mange sølvmedaljer og tre 3 bronzeplaceringer, samt en pokaltriumf . Mere imponerende er det, at Rødovre Skøjte og Ishockey Klubs førstehold, i dag kaldet Rødovre Mighty Bulls er den eneste klub i Danmark, der altid har været med helt fremme, hvor isen fryser til, og aldrig nogensinde er rykket ud af den bedste række. Ganske enkelt imponerende – ikke mindst fordi ishockey i Rødovre startede som bisætning til et stort og velassorteret lokalt sportsliv.

Ishockey en bisætning

Første gang Rødovre Skøjte og Ishockey Klub overhovedet optræder i historiebøgerne, er som en bisætning i den lokalehistoriske “Rødovre 1901-1976”. Her kan man se, at de sportsgrene der først blev dyrket i kommunen var gymnastik, fodbold, håndbold og atletik og senere i forbindelse med 2. verdenskrig også bordtennis, boksning og skydning. Hvis forfatterne dengang vidste, hvordan ishockeyklubben senere ville sætte bynavnet på Danmarkskortet, havde man nok gjort sig mere ulejlighed til rent faktisk at give klubben sin egen sætning, eller korrekte årstal for den sags skyld, i stedet for: “I 1959 fulgte Rødovre Tennisklub, i 1962 Rødovre Skøjteklub og senere Rødovre Skøjte- og ishockeyklub”.

Det er nemlig ikke helt korrekt. Rødovre Skøjte- og ishockeyklub blev stiftet d. 24. oktober 1961.

Det siger meget om, at Rødovre endnu ikke havde vundet nogen sportslig anerkendelse, men skal ikke overtolkes. Rødovre og Omegns Gymnastikforening var det stolte flagskib dengang, og ishockey var hovedsageligt noget man spillede med afbrækkede grene, når de lokale søer og branddamme kunne bære om vinteren.

“Dem som fik først fri for skole skyndte sig ned og lavede to mål ud af sten og stave ud af brækkede grene. Sådan spillede vi hele vinteren, og så udfordrede vi dem fra de andre områder i Rødovre,” fortæller Carsten Nielsen en af legenderne både som spiller i Rødovre og på landsholdet, samt træner.

“Men det var dengang, der var is på søerne tre måneder om året tilføjer Olaf Eller, vel sagtens et lige så stort navn i Rødovre.

Alligevel er borgerne i kommunen takket være murermestrene Brdr. Teichert sandsynligvis de første i Danmark, som får en overdækket hal i slutningen af 1961. Det gjorde det naturligt også at tænke i ishockey og dannelsen af en egentlig klub, så Rødovre under ét kunne dyste mod andre byer.

En foreløbig komité bestående af Rødovres stadsarkitekt Børge Lorentzen, fagskolelærer på “Prøven” Henning Christiansen og redaktør på den hedengangne Rødovre Avis J. Pedersen tog initiativet til at sammenkalde alle interesserede til et konstituerende møde i Festsalen på Valhøj og en måned senere var den nye skøjte og ishockeyklub en realitet. I referatet for Dansk Ishockey Unions repræsentantskabsmøde den 13. maj 1962 indleder formanden således sin beretning med:

“Jeg tror, jeg kan tillade mig at sige, at den forgange sæson på flere områder har været fremskridtsår for dansk ishockey, når man ser på, hvad der egentlig er sket. Vi mistede ganske vist Birkerød-klubben, men til gengæld har vi fået Rødovre Skøjte og Ishockey Klub som nyt medlem, og jeg hilser deres repræsentanter velkommen her for første gang og håber inderligt, de er kommet for at blive.” Og det må man sige, at de var.

Den nye hal i Rødovre fik kaldenavnet “Kostalden” på grund af den forfærdelige lugt der var, sammenholdt med, at man brugte byens våbenskjold som trøje-totem. Lugten kunne ikke undgås, da man brugte ammoniak til at sikre den rette temperatur, og det ikke bare en slem dunst i hallen, men betød også, at man måtte holde bagpartierne åbne, så der kunne skabes gennemtræk.

“Selve hallen var ikke meget værd, men maskineriet var godt. Vi kørte ikke på freon, men ammoniak, og det kan man lugte meget. Men isen var god og dejlig hård, og det sagde ishockeyspillerne altid,” husker Erwin Cordsen tidligere tilsynsførende og teknikansvarlig.

Oprykning til 1. division

Det er desværre lidt småt med information fra det første leveår, men i februar 1962 rejste det nystartede Rødovre-hold sammen med Gladsaxe til Esbjerg, som skulle møde hinanden i en oprykningskamp, for at møde Viborg i en træningskamp.

Klubbens førstehold deltog fra 1962/63 i 2. division øst, som holdet vandt og dermed var oprykningen til den bedste danske række – 1. division – en mulighed.

Viborg IK, som havde vundet 2. division vest, blev besejret med 8-1 i kampen om retten til at spille om oprykning, men USG, hvis fulde og meget mundrette navn var ”Universitetets og øvrige Læreanstalters Studenter-Gymnastik”, bevarede med en sejr over Rødovre-holdet deres plads i 1. division. Den kamp endte med 9-3 til USG.

1. division bestod dermed fortsat af Rungsted, Esbjerg, KSF, Gladsaxe og USG. Det var i øvrigt tredje sæson, hvor Danmarksmesterskabet blev afgjort i ”ligaformat”.

I den efterfølgende sæson (1963/64) vandt Rødovre igen 2. division øst. Denne gang mødte holdet Silkeborg Skøjteløberforening i kampen om oprykning, og de blev slået med 4-0 på hjemmebane. Det var besluttet at ingen hold fra 1. division skulle rykke ned, så dermed gik Rødovre direkte i landets bedste række. Og har været der lige siden.

Ingen hurra-råb

Mens ishockeyen i Gladsaxe og KSF for længst var blevet sat i system, var 60erne ikke noget at råbe hurra for i Rødovre. Gang på gang måtte man affinde sig med middelmådige placeringer, men det svækkede bemærkelsesværdigt ikke interessen for den “nye” sport. Tilskuerne elskede den kontante afregning på isen og bakkede i større og større stil op om bysbørnene. Utålmodige tilskuerkøer så lange som til Rødovrevej er ikke en myte, men en stolt del af Rødovres kollektive erindring. Flere og flere meldte sig også under fanerne som spillere og et egentligt ungdomsarbejde så dagens lys.

Ikke mindst takket være Svend Aage Hansen, der med en fortid som leder i rulleskøjtehockey tilførte RSIK præcis den organisatoriske dimension som man manglede for at kunne sigte endnu højere i tabellen.

I starten var ishockeyen det rene glade amatør-vanvid – og der er ikke mange, der i dag ville tro på, at den nuværende borgmester for byen, som en af holdets målmænd måtte køre på arbejde hele dagen, som smedelærling, inden han hoppede på cyklen med sin kæmpe taske med udstyr og målmandsstav og cyklede til Gladsaxe i minus fire grader for at blive skudt i sænk.

“Dengang var der ingen der turde stå på mål. Udstyret var til grin, og det gjorde ondt at stå derinde,” fortæller Erik Nielsen, der som så mange andre blev lokket fra Husumparken med til ishockey i Rødovre.

Den tidligere målmand og nu borgmester Erik Nielsen blev kåret til årets spiller i sin første sæson.

“Vi vandt 49-0 i min første kamp mod Tårnby, så det var en god kamp, men min debut på førsteholdet var et 13-1 nederlag til Esbjerg, og så var det ikke sjovt at være målmand. Mens ungdomsarbejdet udviklede sig godt, havde førsteholdet nogle hårde år i starten af 70erne. En af grundene var manglen på reklamepenge. Måske fordi man i Rødovre virkelig havde et ungt hold – og turde satse på dem. Så meget, at de hurtigere end normalt fik hår på brystet, og i 1976 blev spået til at kunne være med i kampen om medaljer. Efter fem kampe lå holdet nummer et og høstede ros i en landsdækkende avis under overskriften: Sådan skaber man et nyt tophold i dansk ishockey.

“Et generationsskifte er på vej i dansk ishockey med de to yngste hold Rødovre og Rungsted som de mest åbenlyse eksempler.

“To klubber som i flere år har domineret på ungdomssiden og i dag begge er ubesejrede i 1. division i kraft af en fremsynet kontinuerlig udskiftning. De står nu med en håndfuld ishockeybegavede unge spillere med ambitioner vilje og evne ti at underkaste sig jernhård træning og moderne systemer.”

Desværre var Bent Hansen, der dengang spillede offensivt i 1. kæden med Heikki Karvinen og Carsten Nielsen helt uforståeligt ikke udtaget til landsholdet, hvilket fik den første ikke-spillende træner i Danmark, Benny Burakovsky (som senere med glæde kunne se sine to sønner, Robert og Michael, skøjte ud for tyrene og skabe kaos i de bankende hockeyhjerter i den aflange by) til at kritisere landstrænerens manglende mod.

Russerne kommer

Men selvom Rødovre udelukkende satsede på egen avl, skulle der alligevel en mand udefra til at sætte Rødovre på landkortet. Rigtig meget udefra.

Sovjet var dengang en klasse for sig, når det kom til spillet på isen, og deres ishockeylandshold, som blev gemt væk i 11 måneder i træk på hemmelige militærbaser, var nærmest blevet verdensmestre eller olympiske mestre efter behag inden det i 1977 kom til et tronskifte.

Det var samme år, som den sovjetiske idrætsminister var på officielt visit i Danmark, og i Rødovre benyttede man muligheden til at skrive historie.

Man fik sat et møde i stand, som endte med, at man kunne få en sovjetisk træner på udveksling. Ingen havde dengang drømt om, at der ville blive tale om et af verdens på det tidspunkt ubetingede største ishockeygenier, Boris Kulagin.

Fra venstre: Boris Kulagin, tolken og Bent Hansen

Få måneder før havde han ufrivilligt lagt ryg til den største sportssensation på is, da Sverige slog Rusland, som dermed måtte nøjes med bronze ved VM.

Og så var det ellers som om, at verdenssensationen skrev sig selv. Kulagin skulle i de næste to år være træner i Rødovre og fungere som rådgiver for landsholdets trænere i Danmark for at udvikle ishockeyen i det lille land. Det var egentlig først meningen, at Kulagin skulle overtage trænersædet et stykke tid efter sin ankomst, men allerede på dagen for sin ankomst, hvor han som tilskuer så Rødovre, kunne den store ishockeykapacitet med det lige så store temperament ikke lade være med at blande sig.

I den afsluttende fase, da Rødovre havde besvær med at bevare sin 3-2 føring over hidtil ubesejrede KSF kunne han ikke lade være med at gribe ind.

“Al diskussion forstummede, da han knap halvandet minut før kampens afslutning trådte ind i boksen og med løftet pegefinger markerede, at nu skulle førstefemmeren på banen, hvis sejren skulle hales hjem. Han udstrålede simpelthen så stor en autoritet, at vi helt automatisk rettede os efter ham,” berettede Frank Reuter til en avis efter kampen,

Men selvom Kulagin blev tilbageholdt første gang han besøgte Rødovre Centrum fordi han troede, at man i Vesten bare måtte fylde indkøbsvognene med varer og tage dem gratis med hjem, så var det ikke kun den store russer, der fik et kulturchok.

“Det var benhård træning. Man skulle tro, at det var det russiske landshold. Vi sommertrænede fire gange om ugen, men han lyste af autoritet. Sagde han, at væggen den var blå, så mente du hurtigt det samme,” fortæller Carsten Nielsen.

Dengang unge Bent Hansen ligeledes blev bedt om at stå tre kvarter tidligere op hvert morgen og træne inden han gik på arbejde hvorefter han så tog til træning i Rødovre.

“Sådan var det. Vil du være bedre, så gør som jeg siger,” husker han.

Den vinder jeg!

Til at starte med var Rødovre som ustyrlige, og ingen kunne stoppe holdet, der i flere år nu havde spillet med et sammentømret mandskab, og som med Kulagins tilkomst delte lussinger ud til højre og venstre. Men så kom der en downperiode, og meget tydede på, at hele den lange sæson skulle afgøres i én eneste kamp på Østerbro mod KSF. To måneder før denne kamp, havde Kulagin dog fået nok af de svingende resultater. Han indkaldte til et spillermøde og spurgte.

Hvorfor hører I ikke efter, hvorfor gør i ikke som jeg siger. Vil i ikke gerne vinde guld. Hvor mange herinde vil gerne være danske mestre.

“Og det ville vi jo alle sammen gerne, så vi rakte hånden i vejret,” fortæller Olaf Eller.

Fint sagde Kulagin. Så laver vi en aftale. Den vigtige kamp mod KSF. Den vinder jeg! Men så skal I vinde resten.

“Og som sagt så gjort, vi begyndte igen at spille drømmehockey, og kampen på Østerbro den vandt vi 13-2. Jeg tror, at vi lavede 7 mål i powerplay,” griner han. Pressen reagerede med følgende resume: “Slagsmål på tilskuerpladserne, slagsmål på isen og drømmespil af Rødovre.”

Formanden Albert Thorup havde, ifølge øjenvidner, aldrig været mere stolt, end da han kunne overrække en check til den unge anfører Bent Hansen efter sejren i den følgende kamp over Esbjerg. Rødovres første DM guld, men bestemt ikke det sidste var sikret.

Som en fodnote kan det da nævnes, at den russiske bjørn nægtede spillerne øl, før den sidste kamp i Vojens var overstået.

“Guldet er vort,” sang det medrejsende publikum i det lille blikskur 70 km. fra grænsen, og det var det. Inden spillerne forlod isen var de hædret med champagne og medaljer. Efter et mindre motorstop på Fyn, blev holdet hyldet med fadøl, sjove plakater, russiske flag og nye skøjter i Islev Klub.

Som en kuriositet kan det nævnes, at Årets Spiller i Rødovre, Bent Hansen med sine 49 point (33-16) kun opnåede at blive nummer tre på topscorerlisten det år, som i stedet blev toppet af et andet positivt dansk ishockeynavn, Frits Nielsen fra Aab, der havde nettet hele 40 gange og haft en målgivende stav med i spillet 27 gange.

Alle vil slå mestrene

Rødovre fik 11 spillere på landsholdet, ryddede nærmest bordet når det kommer til sjællandsmesterskaber for ungdomshold og fik jævnligt besøg af andre klubber, der “lige” skulle se, hvordan Kulagin trænede sine elever. Ligesom svensk TV i øvrigt skulle.

Det kunne Bent Hansen ellers nemt have fortalt dem.

“Han trænede kun førstekæden. Det var hans skakbrikker. Når han skældte ud, så gik det igennem den lille tolk, som tog opgaven meget bogstavligt og hidsede sig op, så han næsten uddelte lussinger. Dem var der ikke nok af i Danmark, mente Kulagin. Engang bad han mig om at tæske to holdkammerater, Olaf og en af de andre unge, men så måtte jeg forklare ham, at det kunne jeg ikke. Det kunne han ikke forstå, for det virkede jo i Sovjet,” mindes Bent Hansen.

Men Kulagin havde andre bekymringer. For ham handlede det ikke så meget om at forsvare guldmedaljerne, som at forberede klubbens unge spillere, så de kunne føres ind på 1. holdet og sikre fremtiden.

“Alle vil slå de danske mestre, og holdet med alle landsholdsspillerne,” sagde han før sæsonen 1978-1979 og han fik ret.

Efter 18 kampe rundede Rødovre ellers mål nummer 100, da de bragte sig foran 3-2 over KSF, men så udviklede kampen sig til et slagsmål med 61 udvisningsminutter, øldåser på isen, og et uafgjort resultat. Rødovre måtte se sidste års sølvvindere fra Vojens trække fra, og ganske som frygtet var det Rødovres tur til kun at vinde sølv.

“Det kan ikke lykkes hver gang. Det er ikke helt let at vinde guld i Danmark. Men i fortjener medaljer. Rødovre er et hold, som bør have medaljer hvert år, og Ii kan hvis I vil,” sagde Kulagin i sin afskedstale i et brødbetynget omklædningsrum.

De gyldne 80'ere

Men hvis Rødovre troede, at det dermed var slut med russisk humor eller mangel på samme, så tog de fejl. Det lykkedes nemlig igen forstadsklubben at sikre sig en aftale med en dygtig sovjetisk. Troede alle i hvert fald. Den russiske træner lod nemlig vente et halvt år på sig, og i stedet overtog tre af spillerne og klubbens formand træningen.

Det sidste halvår af 1979 lignede de to foregående sæsoner. Rødovre og Vojens i tæt parløb om førstepladsen, men denne gang hårdt presset af Aab og Rungsted. Desværre gik det som man kunne forvente, når man stiller op uden egentlig træner, og Rødovre trak det korteste strå. Sæsonen endte med en fjerdeplads, blot en enkelt sejr fra bronze. For andet år i træk blev den stærke back Tommy Petersen kåret som Danmarks bedste back. Det er ikke for ingenting, at spilleren, der senere trak et gevaldigt læs i ungdomsafdelingen, er den eneste, der har haft sin trøje hængende højt over fansene, og har fået sit nummer fredet.

Men sæsonen viste også noget andet. Rødovres plan med at satse på egen stamme gav stadigvæk bonus, og ikke kun på klubplan. Det år fik hele fem spillere debut på landsholdet, og Rødovre trådte forsigtigt ind i et stort årti.

Angrebshockey

Michael Olsen blev topscorer i sæsonen 1980-81 hvor Rødovre ikke måtte nøjes med sølvmedaljer, men vandt dem, i det som daværende træner Valerij Shilov, som kom fra den militære klub i Leningrad, dengang kaldte et godt resultat for sæsonen. Typisk besindigt af russeren vil nogen sige, mens flere fans mente, at man havde mistet chancen for en ny guldmedalje fordi man prøvede for mange nye ting af. Året efter indførte DIU slutspil, og det fik træneren til i bogstaveligste forstand at blæse til angreb ud fra devisen om, “at det hold, der til turneringen har forberedt sig bedst, har en god sammensætning af spillere, og som kan præsentere angrebsishockey, vil have store muligheder for at opnå et godt resultat.” På typisk russisk betød det dog, at angriberne i den grad skulle sørge for at skøjte hjemad, når der var brug for det!

Shilov vurderede dengang, at Rødovre med flere gode resultater i de foregående år (nummer 1, 2, 4 og 2) var blevet til et hold, som mange rigtig gerne ville slå, og derfor skulle der også arbejdes ekstra med det mentale, så spillerne var forberedt på, at modstanderne kom for at stjæle point fra byens tyre.

I 82 gjorde det nye playoffsystem dog det onde ved Rødovre, da man efter en perfekt start i de vigtige kampe, med Sudden Death sejr over Vojens på udebane, alligevel måtte nøjes med sølvmedaljer efter at have tabt de to sidste afgørende kampe. På trods af alt sølvet, så var Rødovres gyldne årti alligevel skudt i gang – måske med et trækskud, men i gang det var det.

Sæsonen 1982-1983 bød således på endnu en medalje, og denne gang den fornemmeste af slagsen.

Godt anført af holdets kaptajn, Olaf Eller, sikrede Rødovres sig førstepladsen i grundspillet, hvilket også dengang betød hjemmebanefordel i semifinalen, som dog kun blev spillet over tre kampe. Rødovre havde dette år også naturens kræfter på sin side, da de hjemme tog imod rivalerne fra Rungsted, der mødte op med et influenzaramt mandskab, og som belønning måtte tage kystbanetoget hjem med 5-0 nederlag i den første semifinalekamp i bagagen.

Opmærksomheden for byens hold var samtidig blevet så stor, at mange måtte komme næsten en time i forvejen for at sikre sig en god plads. En opbakning de fleste sportsdirektører nok vil være misundelige over i dag, men Rødovre kunne også uden hjælp fra vinter-bakterier. Det blev nemlig ikke meget bedre for Rungsted i den anden semifinalekamp, hvor Rødovre i en tempofyldt kamp havde mest fart på skøjterne, og med endnu en 5-0 sejr sikrede sig mindst sølvmedaljerne og retten til at kæmpe mod Aab om guldet.

Sølvforgiftning

Aab var ellers kommet skidt fra start det år, men var især i slutningen af grundspillet blevet stærkere og stærkere, og havde også vundet deres semifinale i to kampe over Herlev.

Snakken gik i Rødovre, og ordet sølvforgiftning blev opfundet. Lå der en skjult forbandelse over Rødovre, og var det igen Aab, der skulle være holdets nemesis?

Noget tydede på, at dét mente man i hvert fald i Aalborg.

Holdet satsede alt på ét bræt, eller to kæder om man vil. De 10 bedste spillere fra Aalborg havde held med at stresse Rødovres hold gennem hele kampen, der af mange vil blive husket for en række såkaldte dumme fremprovokerede fejl, af den slags, som dem der har lavet dem altid helst vil glemme. 6-7 ved slutfløjt, og igen så det ud som om, at Rødovre måtte trække i sølvsmilet.

Lige så tæt blev det i Jylland. I en fantastisk velspillet kamp af begge hold blev holdenes angribere stort set holdt fra fadet i begge ender, og den ordinære spilletid endte 2-2. Nu kunne Aab foran eget publikum sikre sig guldet på den mest spændende måde; i Sudden Death.

Men denne gang var det Aalborg, der havde lavet en mental brøler uden for banen. En af Rødovres bedste dengang, Bent Hansen (Ja han er stadigvæk far til ham den hurtige med samme efternavn i NHL) husker således, hvordan Rødovres spillere måtte gå igennem Aabs omklædningsrum for at komme til og fra isen.

“Og det brugte vi selvfølgelig til at bryde deres koncentration, så de ikke var mentalt 100 procent klar, da det virkelig spidsede til. Jeg husker eksempelvis, at en af deres bærende kræfter, en bundsolid back ved navn Gorm, nærmest sad og hulkede på sin plads, og så faldt der jo nogle provokerende bemærkninger når vi gik forbi,” forklarer Bent Hansen. Med to hold i et omklædningsrum og en næsten hadsk stemning på grund af et alt for tidligt pyntet guld-bord i Aalborg var det selvsagt nervepirrende for de spillere, der ikke var i kamp på isen, men på skift måtte se til fra bænken.

Den første “Årets Spiller”

Lige så spændende var det imidlertid at være Rødovrefan og ikke kunne følge kampen på den anden side af bæltet.

Daværende næstformand Per Jeppesen fortæller:

“Alle os, der var i Rødovre, gik med nerverne uden på skjorten. Vente – vente – på Radioavisen klokken 22.00, da det var umuligt at komme igennem til Aalborg per telefon. Men så kom Radioavisen med sportsnyhederne,” husker han og citerer:

“Stillingen i Aalborg skøjtehal er nu 2-2. Sudden Death er netop begyndt for få minutter siden. Nu får Aab en mand vist ud – Rødovre har scoret – Rødovre har scoret”

Reaktionen på isen var naturligvis jubel ud over alle grænser, men også i Rødovre Skøjtehal kunne man mærke suset idet telefonen med det samme begyndte at kime fra folk, der ville sige tillykke og så ellers bestille billetter til den sidste og afgørende kamp om DM-guldet.

Da det endelig blev søndag var hallen fyldt til bristepunktet, og Rødovre var for alvor klar til at skifte sølv ud med mere ædelt metal. Også selvom altid stærke Niels Thorup ikke var med, og Tommy Pedersen måtte trække sig efter første periode. Det stoppede dog ikke Rødovre og slet ikke Kim Andersen, der med tre mål mere end nogen andre var med til at sikre Rødovre deres anden guldmedalje med en 5-3 sejr (3-2, 2-0, 0-1). Også denne gang uden brug af udenlandske spillere.

Kim Andersen, bedre kendt som ‘musen’ lavede hattrick i finalen.

Holdkammeraterne valgte deres kaptajn Olaf Eller til “Årets spiller”. “Bedre kammerat, mere konditionsstærk spiller og større fighter end Olaf er det svært at finde,” hed det sig. Alligevel var det Bent Hansen, som for fjerde gang på kun seks sæsoner, kunne kalde sig for Rødovre topscorer med 24 mål og 33 assister. Dog tæt forfulgt af finalehelten Kim Andersen med 23 mål og 24 målgivende afleveringer. Kim Andersens målfarlighed og evne til altid at dukke op i de mest hemmelige huller blev af samtlige aktive i 1. division samtidig honoreret med titlen som “Årets spiller i Danmark, og dermed blev han den første spiller fra Rødovre til at kunne kalde sig det.

Selvom han dengang kun var juniorspiller, var Kim Andersen faktisk også en del af førsteholdet, da Rødovre for første gang nogensinde blev danske mestre i 78. Her så han mest til fra bænken, men med fem sjællandsmesterskaber og fem Danmarksmesterskaber allerede som ungdomsspiller, var det vel bare et spørgsmål om tid før han fordoblede mængden af voksen guld og tilføjede smigrende titler til CVet.

Fremtidssikker

Sæsonen 1982-1983 var samtidig den sidste af tre sæsoner med den sovjetiske træner Valerij Shilov, og mange tillagde ham en stor del af æren for de to sølvmedaljer og den ene af guld, som han kunne tage med hjem bag muren.

Det var dog ikke kun Rødovres 1. hold som klarede sig godt. Interessen for ishockey, og den professionalisme, ikke mindst på trænerbænkene, som prægede klubben smittede af overalt i rækkerne.

Således vandt Sjællandsserieholdet også deres mesterskab, Junior A og Junior B (18-19 år) vandt SM, mens drenge A (14-15 år) hentede DM guld. Føderækken til førsteholdet og Rødovres position i toppen af dansk ishockey så ud til at være sikret.

Rødovres tre gode år på stribe gav da også genlyd i resten af ishockeylandet, og daværende formand for Dansk Ishockey union, Kai Lassen, sang efter guldmedaljerne med i det kor, som lagde politisk pres på Rødovre Kommune for at få bygget en ny hal, så han med egne ord kunne overrække de næste medaljer i en tidssvarende arena.

Da han overrakte guldmedaljerne i 1983 var der dog et pudsigt gensyn, der fortæller meget om den positive udvikling der var sket og stadigvæk skete i RSIK.

“For en del år siden overværede jeg ungdomsmesterskaberne i ishockey i Århus Skøjtehal. Herfra er der særlig én episode, som jeg tydelig husker: I en række måtte man bruge straffeslag for at finde en vinder. En lille lyslokket Rødovrespiller startede vældig koncentreret mod målet, men brændte. Dette bevirkede naturligvis, at den lille gut fældede en tåre over sit kiks. Da jeg i år stod overfor samme gut, var det for at overrække ham mesterskabspokalen for DM-senior.

Satser svensk

Rødovre havde i flere omgange nu haft held med at importere russiske trænere, og der var derfor både store forventninger, men også mange spørgsmålstegn til den nye træner i 1983-1984, som bar det familiære navn, Bror Hansson.

Med en fortid i svensk ishockey undrede han sig over, hvorfor så få juniorer fik istid. Skylden gav han til den måde man spillede på i Danmark, og Hansson gjorde det til sine hovedmål at sikre de unge nemmere adgang til førsteholdet og at øge træningsmængden betydeligt. To ting, der i hans verden hang sammen som ærtehalm, da det måtte forventes, at mange af de gamle spillere ville få besvær med at følge med.

En af de unge angribere, som allerede havde fået chancen året før, og som også fik 10 Ungdoms landsholdskampe, var Jan med det nutidigt klingende efternavn, Grønvaldt. Men også purunge fyre, som 15-årige Michael Widenborg og jævnaldrende Jesper Duus, blev spået en snarlig lynkarriere i seniorrækkerne.

Set i det historiske bakspejl vil sæsonen 1983-1984 nok ikke blive husket for så meget andet end sæsonen hvor Rødovre floppede og som den eneste i en lang årrække ikke fik medaljer, men måtte nøjes med en fjerdeplads. Men som altid skrives historiebøgerne af vinderne, og virkeligheden er da også, at Rødovre var meget små marginaler fra igen at kunne iklæde sig fornemt metal. I semifinalen vandt Rødovre således den første kamp sikkert i Herlev og kom planmæssigt foran 2-0 i returkampen i Kostalden. Men så blev føringen sat over styr, og Rødovre tabte stort.

Alligevel var det et koncentreret Rødovrehold, som i den afgørende kamp i Herlev kom foran med hele 3-0, og dermed havde den ene skøjte solidt placeret på finale-isen.

“Men så gik det galt. Det var som om, at Herlev var mere sultne end os. Der manglede bare den der finalegnist og vindermentalitet, som vi ellers havde haft så meget af året før i Aalborg,” erindrer Olaf Eller.

Ja det gik galt, og mange snakkede dengang om, at Rødovres spillere ikke kunne klare det psykiske pres det var, når modstanderen reducerede de ellers sikre føringer. En tendens, der statistisk passede med resultaterne i hele sæsonen og ikke kun i semifinalerne.

Gummiben eller ej, så tabte Rødovre semifinalen til Herlev, og igen spillede den psykiske effekt ind, da kampen om bronze skulle stå.

Som daværende formand Svend Aage Hansen sagde, så var det forståeligt, at Rødovre tabte kampen om bronzen, når man havde satset på guld, og skuffede mødte et Rungstedhold, som bare ville vinde medaljer.

Europæisk isbryder

Om Rødovre dette år satte rekord i dårlige resultater efter at have været foran i kampe, vides ikke. Men holdet stod i 1983 alligevel for en anden milepæl i dansk ishockeyhistorie, da man som det første danske hold nogensinde kvalificerede sig til anden runde i Europa-Cupen.

Præstationen blev grundlagt efter en flot hjemmebanesejr på hele 9-2 over skotske Dundee Rockets. Returkampen tømte fuldstændig klubkassen. Men selvom nogen havde brændt omklædningsrummene af, så Rødovre ikke kunne træne som planlagt, og banen var bulet som højlandet selv, så var spillerne indstillede på at skrive Danmarkshistorie.

Arenaen hvor slaget skulle stå levede ikke op til de internationale krav, da den var hele 10 meter for lang og 6 meter for bred, men det skulle blive skotternes eget problem. De kunne nemlig slet ikke følge med de meget bedre skøjteløbere fra Rødovre, som allerede i første periode kunne spejde stolt efter en lille lystavle, der viste tallene 0-7. Rødovre vandt kampen 12-3, men måtte i anden runde i den grad strække hals mod et af Europas bedste hold, Dynamo Berlin. Her fik Rødovre på Danmarks vegne noget af en hockeylektion, da man tabte 10-3 hjemme og 11-0 i DDR.

Som et andet lyspunkt i 1983 kan nævnes, at unge Jan Grønvaldt blev kåret som “Årets fund” på det danske seniorlandshold. Samme år rundede Klaus Mønster sin 25. kamp i landsholdstrøjen og blev kåret som “Årets spiller i Rødovre”. Også i ungdomsrækkerne var der igen navne, som gjorde sig så bemærket, at man snart ikke kunne holde dem ude fra det rigtige kampprogram. For juniorerne scorede Jesper Duus sejrsmålet til 8-7 i semifinalen over Herning med kun 17 sekunder igen, og efter guldkampen i Gladsaxe (hvor uheldige “Stoffer”) scorede til 6-5 i Sudden Death, cementerede Michael Widdenborg sit talent ved for syvende år i træk at blive topscorer på sjælland. Vel at mærke både i Junior A og i Junior B på én gang, og med 47 point begge steder.

På guldkurs

Manden i spidsen for holdet, der efter to sølvmedaljer i træk ikke kunne skaffe medaljer til Rødovre, Bror Hansson, ønskede at blive frigjort fra sin kontrakt. Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Presset fra de gamle spillere, der var utilfredse med træningsmetoder og den kedelige defensive stil, var dog også til at tage at føle på.

“Han var et rigtig godt menneske, men træningen var simpelthen for kedelig til os. Jeg husker, at vi til en træning provokerede ham med alle sammen at troppe op med sørgebind til træning, fordi han havde dræbt spillet til to mål,” ihukommer Carsten Nielsen

Ind kom i stedet en anden svensker, Leif Nielson. Samtidig med ham skiftede de to landsholdspillere, målmanden John Hansen og backen Carsten Svendsen, begge fra KSF, samt svenskeren Jan Danielsson til Rødovre.

Desværre var dansk ishockey inde i en opslidende fase. Alt for mange kampe blev vundet alt for stort, og tilskuerne begyndte at svigte sporten, ligesom pressen ikke længere skrev side op og ned med analyser og spillerkommentarer uden særlig grund. Det bekymrede dog ikke spillerne på Rødovres is, som vandt grundspillet foran årets overraskelse Herning, de forsvarende mestre fra Herlev og Esbjerg. Rødovres unge spillere var blevet om ikke gamle så modne, og træneren havde ifølge Bent Hansen nærmest fået at vide: “Her er et hold, der kan vinde guld. Lad være med at genere dem – bare sørg for, at de er i form til det spændende slutspil. Og hvor grundspillet blev kaldt kedeligt, så var slutspillet en gyser uden lige. To af de afgørende slutspilskampe – og ikke mindst den allersidste – blev afgjort på straffeslag, med Rødovre som vinder. Olaf Eller fortæller:

“det hele skulle afgøres i en såkaldt slutspilspulje, og det faldt det så besynderligt ud, at vinderen af den sidste kamp, os eller Herning, der lige var rykket op, ville blive danske mestre. Vi var bagud tre gange og tre gange reducerede vi inden kampen måtte i overtid og skulle afgøres på straffeslag. Her viste John Hansen storspil og tog alle deres forsøg,” siger Eller, som selv scorede det udlignende mål, da han satte en perfekt pasning fra Allan Hougaard op i nettaget i slutningen af 3. periode.

Vendepunktet

Ind fra siden kom i 1985 Lasse Lilja, der ikke kunne sige nej til at træne de danske mestre fra Rødovre, selvom det betød et farvel til landsholdet i Schweiz, hvor han havde været træner i tre år. Lilja var egentlig ikke et nyt ansigt i Rødovre, da han i 1968 havde været træner i Gladsaxe, og senere for det danske landshold, i hvilken periode, han også trænede Rødovres førstehold.

Denne gang dog med større succes. Holdet klarer sig nogenlunde, som de foregående år, men bliver kun nummer tre i grundspillet. Ja faktisk var hele sæsonen ved at blive tabt på gulvet, da man i den tredjesidste kamp i puljeturneringen skal møde Esbjerg i Esbjerg og kommer bagud 4-0. Men så tog fanden ved Rødovre, eller måske rettere ved Esbjerg, som fik et kollektivt anfald af gummiben.

Rødovre kom tilbage i kampen, og da Bent scorer sit andet mål til 5-4 til Rødovre kort før tid, bliver Tommy Petersen så henrykt, at han løfter hoveddommeren op i begge arme og råber ham ind i hovedet: Det mål kan du i hvert fald ikke tage fra os.” “P” fik lov til at slippe for straf, og Rødovre vendte ikke bare kampen, men også sæsonen, som bød på endnu en flot guldmedalje foran netop Esbjerg og Herning. De to hold som skulle vise sig snart at overtage tronen i dansk ishockey.

Farlige farvel

I krogene blev det fortalt, at Lasse Lilja var blevet ansat til at luge ud i de gamle spillere, der bestemte for meget, og mange af de gamle kæmper fra de gyldne år i Kostalden sagde farvel i den sidste halvdel af 1980erne. Nogle stoppede helt, enkelte prøvede lykken andre steder, Heikki Karvinen blev træner, og Bent Hansen spillede kun hjemmebanekampe og slutspil.

Alligevel lykkedes det, ikke mindst takket være spillere som Klaus Mønster, Olaf Eller og Karsten Arvidsen at erobre bronzemedaljerne i sæsonen der sluttede i 1987. En sæson, der i Rødovre vil blive husket for dårlig opførsel blandt tilskuerne, der ikke behandlede fans og spillere fra andre klubber særlig fair.

Den værste sæson

Nyligt tilkomne fans vil mene, at rædselssæsonerne i starten af dette årtusinde må være de dårligste i klubbens historie. Men de tager fejl. Aldrig har Rødovre været så tæt på at rykke ud af den bedste danske række, som i sæsonen 1987-1988. Holdet var ellers på papiret meget godt, men spillet på isen savnede meget. Faktisk så meget, at Rødovre måtte ud i et truende nedrykningsspil mod Rungsted, der langt om længe gerne ville tilbage til den bedste række.

“Men så viste spillerne fra Rødovre, at de var bedre end deres placering, ligesom vi i DIU arbejdede for at få udvidet den bedste række med et hold, så man næste år kunne møde hinanden lige mange gange hjemme og ude,” forklarer daværende formand for klubben, Erik Nielsen. Rungsted måtte kigge langt efter deres oprykning, og Rødovre kunne med en storsejr se frem mod en ny sæson, der forhåbentlig blev bedre end den foregående. Ikke usandsynligt, da kæmpetalenter stod på spring i ungdomsrækkerne, som man var begyndt at dominere endnu mere hæmningsløst end før. Af frygt for at spillere herfra skulle blive “lokket” til at spille i andre klubber, betød samtidig, at 1988 blev året, hvor Rødovre søgte om tilladelse til at lave kontrakter.

Selvom resultaterne ikke blev meget bedre, så gjorde spillet. Der var noget stort på vej til Rødovre. Hvor stort havde de færreste begreb om, men de ville snart blive klogere. Først handlede det dog om at sikre sig, at spillerne, der var blevet sultne, ikke skiftede klub.

“Vi havde arrangeret det, så vi kunne tage til Rusland og få en spiller på udveksling. Hvem vidste vi ikke endnu, men vi fortalte de danske spillere, som havde lov til at fritstille sig inden sæsonen, at vi ville gå efter guldet. Det lød måske vanvittigt, når vi næsten lige var ved at rykke ud, men vi havde materialet mente vi, og så ville vi hente en kanonspiller i Rusland. Til gengæld skulle danskerne her og nu love, at de ikke ville lade sig fritstille, men skulle blive i Rødovre, dem som bad om lov til at kigge på andre klubber, fik besked på ikke at komme tilbage igen. Det var kun Arvidsen, som gjorde det, og han fik selvfølgelig lov til at komme tilbage alligevel,” husker Erik Nielsen.

Sammen med manageren, Børge Levinsohn ventede han på hotellet i Moskva og talte rubler. De havde kun råd til én overnatning og en flaske whisky, så de bad om at få en spiller til samtale med det samme.

Bragin bravisimo

Navnet Valerij Bragin blev foreslået og efter krydstjekning med svenske kilder, besluttede man sig for, at han skulle blive Rødovres redningsmand og den første russiske spiller i Danmark nogensinde, men bestemt heller ikke den sidste. Bragin, der også fungerede som en del af trænerduoen sammen med Carsten Nielsen, svigtede ikke. Den afmålte krigsmaskine med den fantastiske teknik kunne allerede i 1989 kalde sig “Årets spiller i Danmark” og den efterfølgende sæson vandt han guld med Rødovre.

“Finalen skulle stå i Herning, som dengang var så sejrssikre, at det store spørgsmål var om de skulle vinde guldet på hjemmebane eller i Brøndbyhallen, som var Rødovres nye hjemmebane. Det sidste blev det i hvert fald ikke. Foran 6500 mennesker blæste Rødovre jyderne ud af isen.

“Herningspillerne var som forstummet, da de så på den mur af mennesker som heppede på Rødovre,” fortæller Olaf Eller.

Og så var det Rødovres tur til at rasle med sablen. Man lejede et fly til den næste finalekamp og malede ordene “going for the gold” på siden af maskinen.

I Herning er der dog kamp om hver eneste puck og kampen ender 3-3 efter mål af blandt andre Kenneth Larsen og Wittenborg. I den forlængede spilletid tager Bragin tingene i egen hånd. Han kører ned bag eget mål, henter pucken og efter nogle smarte træk i høj fart, har han kurs mod Hernings mål med den hårdtspillende back Åkeson hængende på ryggen. Bragin laver en smart finte, og mens Åkeson i en vild slashing efter sigende knækker sin stav ned over armen på ham, sætter russeren pucken op i nettaget.

Endnu en guldmedalje til Rødovre, og stor hyldest til Bragin, som dog fik skæld ud af klubbens formand, der mente, at Rødovre godt kunne bruge en ekstra hjemmebanekamp til at få styr på økonomien.

Bragin blev senere (efter lidt ekstra år i Rødovre) træner i Gladsaxe inden han rejste hjem og blev træner for bl.a. Ruslands U 20 landshold. En topprofessionel spiller, der en enkelt gang truede med at udvandre fra Brøndbyhallen og aldrig spille mere for Rødovre, hvis ikke tilskuerne holdt op med at kaste med flasker.

Også Olaf Eller skifter den følgende sæson spillerstaven ud med dirigentstaven, som spillende træner i Rungsted. Måske han gjorde sit tidligere hjemmepublikum en tjeneste, da den nordlige klub rykkede ned i 1. division igen det år.

De triste 90'ere

Det var ikke kun på tøjstilen og hårlængden, at 90erne var mindre farvestrålende end det foregående årti. Som Rødovrefan måtte man gå utrolig meget igennem. Godt nok bliver det til sølv i 1991, men det lå i luften at vilkårene for dansk ishockey havde ændret sig, og selvom man igen i Rødovre kunne præsentere det ene DM-Guld i ungdomsrækkerne efter det andet, så var det som om, at de unge spillere nu i modsætning til tidligere ikke rigtig kunne få fodfæste i ishockeytoppen. Det må heller ikke være nemt at fylde hullet ud efter Kim Andersen, Tommy Petersen, Karsten Arvidsen, Lars Lillelund og Jan Widdenborg som alle stoppede mellem 1990 og 1991. Til gengæld havde man forlænget med Bragin endnu et år, og havde rykket seks juniorspillere op på holdet, blandt andet var det i denne periode, at man kunne stifte bekendtskab med Ovesen-brødrene. Det rakte dog kun til bronzemedaljer. “Kun” fordi man i Rødovre havde vænnet sig til så meget andet, men det skulle blive hverdagskost.

I 1992-1993 måtte man igen sige farvel til et hav af spillere og lukke hullerne med egne unge spillere, mens især de jyske hold var begyndt at forstærke sig rigtig dygtigt med udenlandske profiler. Til gengæld trak også nu Bent Hansen i trænertøjet og var med til at føre holdet i pokalfinalen, som man dog tabte, og semifinalen, som man ligeledes tabte. Til gengæld vandt Rødovre bronzekampene og kunne for 10. gang på 13 år kalde sig for én af Danmarks tre bedste klubber. Det gjorde trods klubbens korte levealder, dengang RSIK til den mest resultatskabende gennem tiderne

Ny hal

Det var en vemodig formand, Niels Thorup, der i 1995 sagde farvel til Kostalden, der med sin is på banderne var en fast del af det, som mange begyndte at kalde den særlige Rødovre-ånd. I 1995 byggede kommunen en ny hal til det skøjtende folk i Rødovre. Rødovre Skøjte Arena blev den døbt, og den var og er ikke, som medierne dengang påstod, for kort til, at der kan dyrkes international topidræt i den. Men der var til gengæld for få tilskuerpladser til, at den vil kunne blive brugt som nationalarena i tilfælde af eksempelvis et VM. Alligevel spiller det danske landshold flere vigtige kampe i slutningen af 90erne i hallen i bestræbelserne på at rykke op i A-gruppen.

Rødovre Skøjte Arena

95-96 blev også året, hvor tilskuerne igen skulle til at synge sange om nye danske navne, men heldigvis var det af den slags, som man kunne sige mange år i træk. Børner, Saufaus, Koziol, Thomsen, Sinding, Maribo og Skygge viste, godt suppleret af tilbagevendte Karsten Arvidsen og purunge Michael Eller (nu Smidt), at der stadigvæk var fremtid i tyrene. Men topplaceringerne udeblev.

Nyt kuld

Den 19. september 1996 stiftede man Erhvervsklubben Rødovre Ishockey, som med økonomisk støtte skulle være med til at optimere klubbens jagt på igen at stå i en semifinale, og samtidig bringe erhvervslivet i området i kontakt med hinanden i de flotte omgivelser, som Rødovre Skøjte Arena var. Sportsligt var det dog som om man ventede på noget, der kunne bryde den jyske dominans, der herskede i midten af 90erne, hvor Esbjerg eksempelvis var i finalen fem år i træk, og Herning nærmest selvfølgeligt spillede om medaljer hvert år. Forløsningen kom ikke med Vassilliev, men i Esbjerg hentede man publikumsfavoritten Anatolij Chistjakov, i Rødovre bare kaldet Tolle. Russeren kunne kæle for pucken som ingen andre i ligaen og da han først blev sat i kæde med de to landsmænd Solomatov og Bykovski, så var det som om isen smeltede af bare gode detaljer.

Klubben fik også tilgang af altid sympatiske Jannik Sønderby, som med konsekvent tog skøjterne med i brug, når han forvandlede modstandere til saltstøtter.

Sammen med Michael Smidt, Sinding, Thomsen, Lykke, Sørensen og Skygge udgjorde han den danske stamme, som med mange års erfaring i ligaen og flere landskampe i bagagen så ud til at kunne hente medaljer til Rødovre. Med de mange nye danskere og spændende udlændinge kom også en helt ny fankultur, som især brugte Internettet til at diskutere deres helte og skurke. Rødovre Support, som fortjener et kapitel for sig selv har næsten altid støttet tyrene, mens nyskabelser som Rebelz, Predators, Rødovre Ultraz og Rødovresaurus hører til de mange nye fan-fraktioner, som på skift har gjort deres for at skabe stemning i “Sumpen”, som stedet hvor de hardcore fans holder til kaldes, eller højt hævet over isen på tribunen.

Holdet startede da også som lyn og torden og blæste det meste modstand om kuld, men så var det som om den hårde sommertræning satte ind.

Sommertræning

“Det første jeg husker, da jeg kom til Rødovre var, at det var vanvittigt så meget vi trænede. Træningen var dobbelt så hård som i Esbjerg. Jeg sagde, rolig nu, vi skal også kunne spille slutspil, men vi blæste bare derudaf,” husker Sønderby.

Manden bag den såkaldte vanvittige sommertræning, var den gamle kending, Olaf Eller, som i 1998 vendte tilbage som træner i sin barndomsklub. Allerede fra start kunne han mærke, at der var metal i holdet.

“Vi var på træningslejr i Rusland, hvor vi tabte fire kampe på fem dage mod sublime russiske hold, så jeg var ikke populær, da jeg samme dag vi kom hjem, sendte spillerne i træningskamp mod Rungsted. Men vi kørte dem ud af isen, og lige der vidste jeg, at der var noget stort på vej,” siger Olaf Eller.

Helt galt går det for blandingen af de sammenspillede danskere og tekniske russere, da de op mod jul taber 3-2 til gentofte, som dermed får sæsonens første point. Meget bedre bliver det dog ikke efter pausen, hvor Hvidovre vinder en meget sjælden sejr i Arenaen. Krisen trykker og Rødovre ender som nummer 6 i grundspillet. Specielt “Tolle” følte sig forfulgt af dommerne, der alt for sjældent så de mange svinestreger, som blev taget i brug for at stoppe teknikeren, men som til gengæld var dygtige til at se lovovertrædelserne, når hans iltre temperament ofte kogte over.

Pudsigt nok havde Rødovre Support det år et interview med en af dansk ishockeys største dommerkapaciteter, der i det 21 århundrede er kendt for at dele games ud til højre og venstre, hvis nogen forsøger at brokke sig over en kendelse. Dengang kunne Bo Andersen imidlertid godt lide at snakke med både spillere og fans, og mødte eksempelvis beredvilligt op, da Sønderby arrangerede reklameaften for ishockey på Blågaard Lærerseminarium.

“Jeg er nok en af de dommere, som snakker meget med spillerne. Vi kan godt stå og fyre vittigheder af til hinanden ude på isen, og lave noget sjov. Det er vigtigt i denne sport, at spillere og dommer kan snakke sammen. Fordi den eneste måde jeg kan blive bedre som dommer på, er ved at snakke med spillerne, da de folk, som skal uddanne mig, har et lavere niveau end jeg selv. Så de kan ikke lære mig noget. Vi har ingen i DK, som kan videreuddanne folk, som mig, som er så højt oppe i dommerhierarkiet,” sagde Bo Andersen dengang. Først omkring 2007 besluttede DIU at ansætte en canadisk dommer, Allan Smith til at dømme i ligaen og lære fra sig til danskerne.

Ham kunne Rødovre godt have brugt i det nervepirrende puljespil mod Vojens, Rungsted og Odense i 1999. Men selv uden hjælp fra dommernes side, lykkedes det især Boris Bykovski med to mål på nærmest ingen tid at vende et truende nederlag og et hurtigt exit mod rivalerne fra Rungsted, til en moral-givende sejr.

For at komme i semifinalen skulle Rødovre nu blot have ét point med hjem fra Odense, og det fik man med nød og næppe.

“Vi styrer de to første perioder suverænt, og kampen ender 1-1, men det holdt hårdt. Vi vandt skudstatistikken 50-15, men drengene var så nervøse, at de slet ikke kunne holde på stavene det sidste kvarter,” indrømmer Eller.

I målet udviklede engelske Bill Morrison sig fra en supermålmand, til en fantommålmand, også uden for banen, da han både indførte slutspilsskæg, og iskoldt hang en seddel op i omklædningsrummet med hvor mange kampe der var tilbage af sæsonen. Altså færrest mulige kampe, for den store målmand, regnede naturligvis med, at Rødovre havde tabt deres sidste kamp den sæson. Og han fik ret.

Esbjerg, der ikke havde tabt på hjemmebane det år, blev nedsablet og selvom Frederikshavn med Dubkov i spidsen suverænt havde vundet grundspillet, kunne heller ikke de stoppe Rødovre i finalen. Rødovre vinder til den samlede presses store overraskelse den første kamp 4-2 i Nordjylland, og da russerkæden på hjemmebane laver fem point er en ydmygende 5-1 sejr også i hus. Flere fans var samlet i Arenaen for at følge den sidste finalekamp på storskærm, og de kunne se et gys af en finale, hvor Rødovre dramatisk gang på gang henter FIKs føringer inden Bykovski 17 sekunder før tid laver guldmålet for Rødovre.

Udskiftning

Udskældte Solomatov, der spillede et godt slutspil blev året efter som mange andre spillere skiftet ud for at give plads til spillere med bedre papirer. På mål kom Kimo Kytolaakso, som slet ikke kunne forstå, at man måtte ryge i Arenaen. Han var om nogen årsag til, at Rødovre spillede sig i semifinalen mod Rungsted, som fortjent kom foran 2-0 i kampe. Men så var det som om fanden tog ved Rødovrespillerne, som skal vinde i Rungsted, hvor de ikke havde fået et godt resultat med hjem fra i fire år. Rødovre vinder overraskende 4-2, mens medrejsende fans uafbrudt i tre kvarter synger, at Rødovre er en klub med stolte traditioner, og at de aldrig giver op. Den fjerede kamp vindes hjemme 2-1, og den femte kamp, lader sig bedst beskrive via levende billeder på youtube, hvor Rødovre vinder den afgørende straffeslagsafgørelse på mål af Michael Thomsen og den store svenske back Wiklander. Den finske målmand Kytolaakso reddede fire af hjemmeholdets forsøg, og så stod Rødovre igen i en finale. Denne gang mod Herning, der på forhånd blev udråbt som stor favoritter. Derfor kom det bag på mange, da Rødovre var tæt på at overraske i den første finalekamp i Jylland, men alligevel måtte strække hals. På hjemmebane vandt man igen på straffeslag, og igen var det ovennævnte spillere, som scorede. Den tredje kamp tabes 7-5 i Herning og så var Rødovres kræfter sluppet op.

Foran eget publikum taber man 3-0 og Herning bliver danske mestre. Rødovre har ikke siden været tættere på at få medaljer. Økonomisk uro præger ligaen, og Rødovre går nogle turbulente år i møde.

Turbulent tid

I 2003 accepterer samtlige spillere en lønnedgang, man skiller sig af med dyre udenlandske spillere, som eksempelvis Tambiev, og med den tidligere spiller, men nye træner, Karsten Arvidsen i spidsen rykker man et halvt juniorhold op. Navne som Jannik Hansen, Martin Nielsen, Morten Andreasen, Morten Madsen, Rasmus Astrup og Robin Stilling skulle blive det næste kuld af unge spillere, som skulle holde Rødovrefanen højt.

I omklædningsrummet under Arenaen fortæller de unge drenge, at de lige skulle vende sig til at tabe igen, da de i løbet af de sidste syv år kun havde tabt to kampe, hvoraf, de ikke selv var med i den ene på grund af en landsholdssamling. Senere kom Bødker til og man sendte alt for tidligt egne unge målmænd i ilden, så udenlandske spillere fra Herning indrømmede, at de ikke kunne lide at skyde igennem, når de mødte Rødovre, for de vandt jo stort alligevel.

Det var hårdt at være fra Rødovre. Så hårdt, at selv indbegrebet af holdånd, Michael Smidt, skiftede til Aalborg for en kort bemærkning.

Danish Dreamteam

Til sæsonen 2006/2007 kom der nye toner fra klarinetten i RMB. Den nye formand Billy Adamsen var kommet til arenaen med en fortid som spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen, da denne var statsminister, og formand for Boldklubben Frem. Adamsen var ikke bange for at bruge store armbevægelser og store ord som for eksempel “Danish Dream Team” om RMB og “The faboulous four” om de fire canadiere, som skulle supplere en ellers dansk trup sammen med den tjekkiske målmand Jiri Podesva.

The fab four, hvor især Derek Hahn skilte sig ud, blev dog senere suppleret med store Luke Sellars og Jeremy Stevenson. Sidstnævnte havde masser af NHL-kampe på cv”et, men var som så mange andre udlændinge en skuffelse. Luke Sellars blev hurtigt en publikumsyndling på grund af sit hårde spil. Det gjorde dog også, at han brugte det meste af sin første tid i Rødovre i straffeboksen.

Da slutspillet kom og SønderjyskE blev trukket i kvartfinalen var optimismen stor. Her skuffede dog især udlændingene, hvilket Rødovres kun fem mål i de fire nederlag vidner om.

“Det overrasker mig, at vi har tabt 0-4 i kampe. Defensivt har det set fint ud, men min kæde skal score, og det har vi ikke formået. Jeg scorer blandt andet ikke selv, og det tager jeg fuldt ud ansvar for,” sagde Rødovres topscorer og canadier, Rhett Gordon.

Allerede inden slutspillet var Karsten Arvidsen blevet erstattet som cheftræner med Enio Saciloto. Han fik den tidligere så stabile svenske back Magnus Sundquist som sin assistent det første år, og året efter skulle de dele magten ligeligt mellem sig.

Mr. Recordman

Sæsonen 2007/2008 startede historisk godt for RMB, der med en fremragende indsats vandt 6-2 i pokalfinalen i Odense mod netop Odense Bulldogs. Rødovre var klart bedst og vandt fortjent sin første pokaltitel nogensinde. Flere hundrede Rødovrefans var rejst med deres helte til Odense og skabte en stor fest.

Rødovre Mighty Bulls blev Pokalmestre i 2007/08

Til den nye sæson var der sat store forventninger. Landsholdskaptajnen Jesper Damgaard var hentet til Rødovre fra Malmø og et par meget teknisk dygtige canadiere i form af Christian Larivée og Mike Oliveira gjorde forventningerne til RMB skyhøje – både i og uden for Rødovre. Nævnes skal også Damgaards gode ven fra Malmø, Juha Riihijärvi, som i sin første og eneste sæson i Rødovre slog rekorden for at lave point i hver kamp flest kampe i træk. 30 kampe blev det til, og den målfarlige finne slog dermed Todd Björkstrands rekord.

Holdet levede da også fra start af op til forventningerne og lagde sig hurtigt i spidsen i ligaen. Sådan fortsatte det grundspillet ud, som RMB vandt. Blandt andet en knusende 6-1 sejr over Hvidovre, hvor tyrene var foran 5-0 efter første periode, var et højdepunkt i grundspillet. Men så kom slutspillet og for andet år i træk kom Rødovre ikke længere end kvartfinalen.

“Frederikshavn White Hawks stoppede Rødovre med en hamrende solid defensiv, en klassekeeper i form af Lubomir Pisar og imponerende effektivitet foran kassen. Nordjyderne havde dog også heldet, for den sidste kamp i serien vandt de 4-3 i Arenaen efter at have været bagud 3-2 to minutter før tid,” husker Rødovre Lokal Nyts sportsjournalist, Rune Diament, der tættere end nogen anden fulgte RMB i de år.

Det er svært at skrive historien om en igangværende sæson, men ikke svært for spillerne at skrive historie mens de spiller. Det gjorde Rødovres nye målmand, Trevor Köenig, da han på rekordtid, slog de to rekorder der at slå, som målmand.

Rødovre Mighty Bulls målmand Trevor Koenig

Köenig spillede 242 minutter og 33 sekunder i træk uden, at modstanderen fik scoret. Og har med fem overbevisende øksehug fået lige så mange assister i den danske liga. Også selvom han kun havde spillet 18 kampe, da det femte mål blev sat ind. Ellers huskes sæsonen 2008-2009 igen for mange økonomiske problemer i stort set samtlige klubber. Værst er det gået for Hvidovre, der er gået konkurs, for Herlev, og ikke mindst Nordsjælland Cobras (Tidligere: Rungsted), som i skrivende stund lever på randen af en konkurs, der truer med at trække ishockeyen på Sjælland ned i dyndet. Lad os håbe, at det ikke kommer så vidt. Lad os krydse klinger på, at der også næste år vil være store bedrifter at fortælle videre til de mange talenter i en af Danmarks absolut bedste ungdomsafdelinger, som også fortjener deres kapitel i fortællingen om ishockeyen i Rødovre.