Vi har nu for alvor taget hul på sæsonen, og selvom vi fik hård modstand i de første kampe, har drengene fået kæmpet sig tilbage og leveret flotte resultater allerede. Netop disse kampe har vi talt med cheftræner Ville Hämäläinen om:

"Jeg synes, at vi har formået at udvikle os kamp for kamp. Det samme gælder vores indbyrdes aftaler på isen. Det var selvfølgelig nogle hårde kampe, som vi startede ud med, men jeg er ikke overrasket over modstanden, vi har fået. Jeg vidste på forhånd, at dette er en liga fyldt med kvalitetsspillere samt hold, der har en god struktur og god fart."

På trods af den hårde resultatmæssige start fik Rødovre Mighty Bulls stadig vist gode takter og flot spil, selvom sejrene udeblev. Drengene fik dog gradvist sat point på kontoen, som sæsonen skred frem:

"Det har naturligvis været en læringsproces for os alle og sådan kommer det jo til at fortsætte. Det hårde arbejde er noget, som vi værdsætter i vores team og holdet skal selvfølgelig holde fast i netop det engagement i det daglige arbejde. Vi ønsker at blive bedre og lære noget hver eneste dag. Det er jo altid sådan, at alle hold har deres egen vej og deres respektive udfordringer. Vi skal bare blive ved med at knokle og stole på vores måde at gøre tingene på.

Det hjælper samtidig også, at vi lærer hinanden bedre at kende og det er også sådan, at vi får skabt et stærkere kollektiv. Vi har en rigtig god holdånd i øjeblikket, og vi bliver ved med at forlange mere af hinanden og det er derfor også tydeligt, at spillerne virkelig holder af klubben."

Rødovre Mighty Bulls har også fået arbejdet på effektiviteten i løbet af sæsonen, hvor man har formået at score 17 mål i de seneste fire kampe. Det kommer dog ikke ud af ingenting, forklarer cheftræneren:

"Vores udvikling og forbedringer er baseret på den måde, vi arbejder på i hverdagen. Det gælder uanset om det er i styrkerummet, på isen, til videomøderne eller når vi skal restituere. Det er alle disse ting, som bliver udslagsgivende for os, når vi står overfor en modstander på isen - og det skal vi fortsætte med!"

Der venter flere spændende opgør for Rødovre Mighty Bulls i løbet af oktober - heriblandt et lokalderby mod Herlev. Den givne modstander tænker Ville Hämäläinen dog ikke så meget på, når han kigger på kalenderen og de kommende kampe:

"Når vi som hold skal spille kamp, så kigger vi mest af alt på os selv. For os er alle kampe specielle, og vi forbereder os maksimalt på alle kampe uanset modstanderen. Vi tager én kamp ad gangen og fokuserer udelukkende på denne."

Cheftræneren understreger dog, at han forstår vigtigheden af disse kampe fra fansenes perspektiv og at han naturligvis håber på en stor opbakning til de kommende kampe:

"Jeg synes generelt, at atmosfæren i arenaen har været storartet i de første kampe i sæsonen. Jeg nyder at se de glade fans støtte drengene på isen og deres indlevelse er fantastisk. Vi har brug for det! Jeg ved, hvor meget deres passion og støtte til holdet betyder for spillerne, for det giver dem så meget energi på isen. Derfor håber jeg også rigtig meget at se dem alle sammen på tribunerne til kampene i de kommende uger."

Næste hjemmekamp i Holger Danske Arena er på fredag d. 3. oktober, hvor vi tager imod Aalborg Pirates. Der fejres således Oktoberfest til denne hjemmekamp, så der er dermed et utal af grunde til at komme og støtte spillerne, når de går på isen. Du kan købe din billet til kampe her!
#stærkeresammen

Vi er stolte af at kunne præsentere Joonas Niemelä, som har underskrevet en kontrakt med Rødovre Mighty Bulls frem til landsholdspausen i november.