Vi er meget glade for at kunne meddele, at Ville Hämäläinen fortsætter som cheftræner i den kommende sæson.

Siden sin tiltrædelse har Ville sat et markant præg på holdet og løftet både struktur, tempo og attitude. Hans tilgang har bidraget til en tydelig udvikling, hvor holdet fremstår stærkere og mere konkurrencedygtigt.

Med et utrætteligt engagement og en høj grad af professionalisme arbejder Ville dedikeret hver eneste dag med at udvikle både holdet og den enkelte spiller. Det er en indsats, vi sætter stor pris på og ser frem til at bygge videre på.

Ville udtaler selv:

"Jeg har virkelig nydt min første sæson i Rødovre

Rødovre føles som et hjem, både på og uden for isen. Vi tog nogle gode skridt i løbet af året og fik skabt vores måde at arbejde på i hverdagen. Spillerne har købt ind på vores tilgang og været med til at skabe et stærkt og konkurrencedygtigt miljø.

Vi ønsker at fortsætte med at arbejde på samme måde og hele tiden finde nye måder at blive bedre på.

En stor tak skal også lyde til alle de frivillige, der arbejder omkring klubben, samt til fansene, som kommer og støtter os.

Sammen er vi stærke!

Jeg ser frem til at vende tilbage til Rødovre, fortsætte arbejdet med spillerne og organisationen.

Hav en rigtig god sommer. Vi ses i den kommende sæson!"

Direktør Olaf Eller fortsætter:

"Vi er meget tilfredse med at kunne forlænge samarbejdet med Ville Hämäläinen.

Han har på kort tid formået at sætte et tydeligt aftryk på holdets struktur og daglige arbejde.

Villes tilgang og engagement passer perfekt til den retning, vi ønsker for klubben

Vi ser frem til at fortsætte udviklingen sammen i den kommende sæson."

I forlængelse heraf kan vi samtidig fremhæve, at Malte Setkov, Lasse Carlsen, Joonas Niemelä og Sebastian Strømstad alle er på kontrakt for den kommende sæson. De repræsenterer hver især vigtige kvaliteter og kontinuitet i truppen og forventes at spille centrale roller i den fortsatte udvikling af holdet.

 


Sportslig opdatering