Sæsonen er kommet i gang, og vi er enormt glade for den opbakning, som vi kan mærke i og omkring klubben. Det gælder både fra fans, frivillige, partnere og alle andre der støtter os.
På det organisatoriske plan er klubben et helt andet sted, end vi var for et år siden. Her herskede der usikkerhed og kaos, som endte med at kaste os ud i en redningsaktion af de helt store. Det var tæt på ikke at lykkes, men i sidste ende blev klubben reddet, og med ny ejerkreds, ny bestyrelse og ny ledelse kunne vi gå i gang med arbejdet for at bygge klubben op på ny. Det arbejde er slet ikke færdigt, men vi er kommet rigtig langt.
Det kræver hårdt arbejde og en masse opbakning fra alle omkring klubben. Hvor der er vilje, er der en vej, og ligesom et af vores mantraer lyder: ’Vilje til sejr’, så er det absolut ikke viljen der mangler! På grund af den store redningsaktion, som fortsatte helt frem til omstruktureringen i ejerkredsen, så må vi konstatere, at det arbejde, som vi skulle have startet i januar ’24, først kunne gå i gang i maj ’24. Det vil sige, at vi var 4 måneder bagud fra start, og det har vi løbet stærkt for at indhente lige siden. På mange måder når vi de mål vi sætter os, men vi har stadig meget arbejde foran os for at nå vores målsætning om at opnå organisk vækst allerede i denne sæson.
Vi har optimeret organisationen på en række parametre.
I det organisatoriske set-up har vi, bl.a. samlet en salgsgruppe, som skal styrke vores samarbejde med partnere. I denne gruppe har vi også stor fokus på tiltag, som kan højne oplevelserne for alle i Holger Danske Arena.
Derudover har vi forbedret processerne ved håndtering af økonomien, hvilket giver os mulighed for at styre klubben bedre.
På den sportslige del, har vores hold af materialemænd optimeret omklædningsrummene for at give spillerne bedre og mere professionelle forhold.
På spillerfronten var vores mål at skabe kontinuitet og bygge holdet op med spillere, der har Rødovre-dna, og krydre det med stærke spillere udefra. Det er lykkes, og de unge spillere, som er hentet i RSIK over det sidste år, vokser med opgaven for hver dag der går.
Vi er ikke i mål, men godt på vej.
Vi er desværre rendt ind i nogle længerevarende skader på to af vores profiler, Frank Gymer er ude frem til årsskiftet og kaptajn, Mads Eller, er ude til en gang i december.
Vi vidste på forhånd, at vi ikke havde ligaens bredeste trup, og at vi kunne blive sårbare overfor skader. Derfor rammer to skader på vores profiler ekstra hårdt. Vi er selvfølgelig helt opmærksomme på de udfordringer det giver os, rent sportsligt, og vi afsøger derfor både spillermarkedet løbende og kigger på vores økonomiske råderum.
Vores strategi om organisk vækst, må ikke sættes på spil til fordel for sportslig succes. Derfor vil vi kun handle på det sportslige, hvis vi vurderer, at vi kan forsvare det økonomisk, men vi arbejder selvfølgelig benhårdt for at optimere forretningsdelen, så vi kan handle, hvis vi finder det nødvendigt og klogt.
Vores hovedfokus i denne sæson har været at inddrage eksisterende og nye partnere for at skabe et økonomisk fundament, som kan bære klubben i den rigtige retning mod toppen af dansk ishockey, hvor vi mener klubben hører til. Vi har allerede fået stor opbakning til dette, men det kræver endnu mere, hvis vi skal nå vores mål.
Vi anerkender fuldt ud, at klubben lovede ærlighed og åbenhed, hvorfor vi håber denne status forhåbentlig besvarer nogle af de spørgsmål, som I måtte have. Derfor vil vi også bestræbe os på at kommunikere oftere, hvilket dette skriv skal være starten på.
På vegne af ledelsen i Rødovre Mighty Bulls
Direktør, Morten Andreasen