Kære Fans,

Der er en måned til Rødovre Mighty Bulls’ første træningskamp, hvor vi fredag den 8. august kl. 19.30 tager imod Herlev Eagles på hjemmebane i Holger Danske Arena. Med sommeren i fuld gang ønsker klubben at give fans og samarbejdspartnere en opdatering på status og opbygningen af truppen frem mod sæsonen 2025/26.

Selvransagelse og sportslig kursændring
Efter en skuffende 2024/25-sæson valgte både den sportslige ledelse og klubbens bestyrelse at foretage en grundig evaluering. Dette mundede ud i nedsættelsen af et nyt sportsudvalg, som skulle være med til at sikre en bredere og mere strategisk tilgang til rekruttering af både trænere og spillere, samt til den langsigtede sportslige retning.

Den nye strategi bygger på følgende nøgleelementer:

  • Et stærkt Rødovre-DNA: Fart, ærgerrighed, aggressivitet og ikke mindst hårdt arbejde.
  • Bedre fysisk form og høj skøjtekapacitet.
  • Ekstraordinære profiler.
  • Tæt samarbejde med ungdomsafdelingen og fokus på talentudvikling.
  • Øget dybde i truppen gennem udenlandske spillere for at modstå skader.

Ny cheftræner med fokus på udvikling og fart
Som ny cheftræner har Rødovre Mighty Bulls ansat Ville Hämäläinen, der kommer med solid erfaring i at arbejde med unge spillere og overgangen fra ungdom til seniorniveau. Hamalainen passer som fod i hose til den sportslige spilstrategi med fart og aggressivitet, og han skal have stor ros for at have været med til at scoute spillere og han kunne hurtigt fremlægge flere interessante profiler for sportsudvalget.

For at styrke holdets fysiske og mentale performance har vi tilknyttet Sune Kærn og Louise Johansson fra Copenhagen Strength.

I den videre opbygning af holdet har vi bl.a. gjort os følgende overvejelser:

  • Hvordan forbedrer vi defensiven?
  • Hvordan forbedrer vi vores offensive spil med fart og målfarlighed?
  • Hvor mange udlændinge vil vi starte med?
  • Hvordan øger vi den interne konkurrence på holdet?

Trupstatus: Strategisk opbygning og talentarbejde
Følgende spillere var stadig på kontrakt fra seneste sæson: Malte Setkov, Mads Eller, Christoffer Rübenach, Nicklas Krarup, Victor Gade og Oliver Marklund. Disse spillere dannede fundamentet som spillertruppen er bygget videre på.

Vi har siden sæsonens afslutning indgået nye aftaler med:
Liam Haslam, Lasse Carlsen, Noah Faber og Lukas Nielsen – hvilket bringer antallet af backs op på seks ud af otte. De to sidste pladser reserveres til spillere af høj kvalitet som vi forventer at vi kunne præsentere snart.

På forwardsiden er følgende spillere også på plads:
Marcus Almquist, Ryan Hughes, Lukas Macklin, Anders Biel, Sebastian Strømstad, Mikey Bergmann – 11 i alt, hvilket betyder, at vi stadig vil præsentere 5 forwards mere for at fuldende offensiven.

Målet er at stille med en trup bestående af:
- 2 målmænd (samt 2 unge målmænd i udviklingssamarbejde med RSIK)
- 8 backs
- 16 forwards

Puslespillet nærmer sig en fuldendelse. Vi glæder os til at dele flere detaljer snart.

Afgange og talentudvikling med international gennemslagskraft
Truppen har også været ramt af nogle afgange. Linus Rørth er skiftet til Frölunda, og Andrew Bjergstad tager til Lone Star Brahmas. Det var en svær timing, men samtidig et vidnesbyrd om kvaliteten i Rødovres talentudvikling.

Særligt årgangene 06 og 07 i Rødovre har vist sig unik. I RMB finder vi i den kommende sæson fem af disse talenter: Bergmann, Strømstad, Amondsen, Faber og Nielsen. Fra samme årgange har spillere som Tristan Petersen og Anton Linde tidligere søgt mod Sverige og er nu draget videre til Nordamerika. Sammen med L. Rørth, Bjergstad og Bundgaard, som også er rejst til Sverige, tæller årgangene hele 10 spillere, der har nået et højt niveau. Vi er stolte over at kunne tilbyde en platform, hvor unge spillere kan udvikle sig og tage næste skridt – både i RMB og uden for landets grænser.

Vi glæder os over det fantastiske stykke arbejde der igennem mange år er lagt i RSIK og at det dermed betyder at flere spillere jævnligt er interessante for udlandet og det glæder vi os over uanset hvor ubelejligt det er, når de drager af sted.

Klar til kamp og til fremtiden
Rødovre Mighty Bulls har truffet en række strategiske valg med fokus på fart, fysik, konkurrence og ungdomsintegration. Med kun få brikker tilbage i puslespillet glæder vi os til at præsentere et stærkt og sultent mandskab, inden første puck droppes den 8. august.

Vi ser frem til en ny sæson med intensitet, udvikling og dedikation.

Med sportslig sommerhilsen
Olaf Eller

Sportschef, RMB


Måns Hansson takker af efter tre stærke sæsoner i Rødovre Mighty Bulls