Sæsonens første test i Rungsted

Endelig! Endelig er det tid til at gå på isen igen og sæsonens første opgave bliver dagens testkamp i Rungsted.

Mighty Bulls besøger de forsvarende mestre i dag med kampstart kl. 14.00 i Bitcoin Arena.

Holdet gik samlet på is for knap fjorten dage siden og den har stået på hård træning gennem hele opstarten.

- Det har været nogle gode træninger, hvor vi også har haft god gavn af Spiideo-videosystemet til at få arbejdet med diverse systemer. Derudover har indstillingen og energien været rigtig god i gruppe, fortæller cheftræner Thor Dresler, der ligesom spillerne har set frem til at komme i gang igen:

- Det er noget, som vi alle glæder os til. Efter to uger med træning og teori, så vil vi alle gerne i kamp. Det bliver superspændende, for vi føler, at vi har en god og homogen gruppe, som er sultne for at vise sit værd.

Sidste sæson stod i coronaens tegn og dagens kamp bliver også speciel, når der endelig er tilskuere tilbage på lægterne:

- Drengene glæder sig helt vildt til at spille i haller med liv i igen. Særligt her i Rødovre. Det har vi talt om mange gange efterhånden, så det bliver rigtigt fedt at mærke liv og stemning igen, også selvom vi starter på udebane.

Normalt bruges sommeren hovedsageligt på træning udenfor isen, men én positiv ting har coronaen dog medført. Der har nemlig været is på hele hallerne i Rødovre henover hele sommeren, hvilket også har givet plads til, at holdet har kunne gå på is to gangen om ugen:

- Flere spillere har meldt tilbage, at det har været fedt at være på is hen over sommeren. Det ses også ved, at “hænder og fødder” er bedre nu, end det normalt er midt i august, hvor man ellers har ligget stille med istræningen. Derudover virker det også til, at overbelastningsskader er reduceret væsentligt, hvilket er noget vi er gået meget op i at få ændret på, fortæller Dresler.

Kampen mod Rungsted bliver den første af fire testkampe, der skal forberede holdet til den nye sæson:

- Vi skal som gruppe få systemerne ordentligt ind under huden sådan, at der kommer mere instinkt i vores spil. Men for at komme dertil, er det vigtigt at få nogle gode træningskampe.

- Med gode menes, at der skal være fokus på de elementer, vi har trænet på, så de kommer til at ligge på rygraden, og derudfra kommer de individuelle færdigheder i spil, når mulighederne for det opstår. De muligheder vil komme, så længe vi får helt styr på aftalerne først, lyder det fra Dresler.

Arbejdstilladelsen på holdets fire nordamerikanske spillere er tikket ind, så de er alle med i dagens kamptrup. Olivier Dame-Malka sidder til gengæld over og spares med et mindre hold i ryggen, men er snart klar igen.

Kampen kan streames her.


Nederlag i første test BILLETSALGET TIL DANMARK-FRANKRIG ER ÅBENT