Phillip Schultz på kontrakt

Rødovre Mighty Bulls kan byde velkommen hjem til Phillip Schultz, der allerede har været en del af opstarten og testkampene for holdet.

Det var egentlig planen, at Schultz skulle have forsat hos Victoria Royals i den canadiske WHL-liga, hvor han har spillet de seneste to sæsoner og i sidste sæson var kaptajn.

WHL-ligaen er indtil videre udsat grundet COVID-19 og derfor er muligheden for at spille for Rødovre Mighty Bulls opstået. Kontrakten vil gælde for den kommende sæson, men indeholder en option som gør, at Schultz kan frigøres og tage tilbage til Victoria Royals når eller hvis WHL starter op.

Schultz har tidligere spillet 49 kampe for Rødovre Mighty Bulls samt været en del af samtlige U-landshold. Ved seneste U20-VM som kaptajn for U20-landsholdet.

Cheftræner Thor Dresler om tilføjelsen af Schultz:

- Vi er rigtig glade for at kunne præsentere Phillip som ny mand i truppen. Phillip har trænet med os fra første dag, hvor vi har været på is, så der har været rigeligt med tid til at se hinanden an, og det har været tydeligt, at Phillip besidder nogle gode kvaliteter i sit spil, såsom fysik, blikket for medspillerne og så har han en stor modenhed i sit spil, trods hans unge alder.

- Phillip har også spillet kamp med os allerede, da vi havde en del, der sad ude med småskavanker, og her viste han også god karakter og et stort konkurrencegen. Phillip kommer uden tvivl til at styrke os i bredden, og da han, som sagt, har en moden spillestil, giver han os endnu flere muligheder i forhold til sammensætningen af kæderne, fortæller han.

Schultz kommer til at spille i nr. 28.


To Mauritzen-mål grundlagde tredje sejr i træk Sidste testkamp inden det går løs