Bestyrelsen ønsker at rette en meget stor og oprigtig tak til Morten for hans indsats. Han trådte ind i rollen på et tidspunkt, hvor klubben stod over for væsentlige udfordringer, og han påtog sig opgaven med stor dedikation. På trods af en deltidsansættelse har Morten ydet en ekstraordinær indsats og brugt et betydeligt antal timer på at styrke klubbens fundament og sikre vores videre udvikling. Hans arbejde har skabt værdifulde resultater, som klubben nu bygger videre på.

I forbindelse med Mortens fratrædelse indtræder Olaf Eller som konstitueret direktør i en overgangsperiode. Olaf vil sideløbende fortsætte som sportschef. Bestyrelsen igangsætter samtidig processen med at ansætte en direktør på fuld tid. Det er et strategisk vigtigt skridt, som skal styrke klubbens organisatoriske kapacitet og give mulighed for en endnu tydeligere og mere fokuseret indsats på de områder, der skal løfte Rødovre Mighty Bulls ind i den næste fase af klubbens udvikling.

For at sikre en mere robust og professionel drift udvides bemandingen på kontoret. Hvor organisationen tidligere har været bemandet med 1,5 medarbejder, skaleres der nu op til to fuldtidsansatte. Det skal styrke det daglige arbejde, øge fremdriften og skabe de rette forudsætninger for klubbens voksende aktiviteter.

Der er endvidere sket ændringer i bestyrelsens sammensætning. Thomas Søby har valgt at træde ud af bestyrelsen. Bestyrelsen vil gerne takke Thomas for hans store engagement og betydningsfulde bidrag til klubben. Ken Andersen overtager posten som formand for bestyrelsen, og Allan Carlsen indtræder som nyt medlem af bestyrelsen. I den kommende tid forventes yderligere frivillige kræfter at blive tilknyttet, så bestyrelsen kan stå endnu stærkere omkring de opgaver, der venter.

Samtidig arbejdes der på at ansætte en fuldtids salgsdirektør.

Disse organisatoriske ændringer markerer begyndelsen på et nyt og optimistisk kapitel for Rødovre Mighty Bulls. Bestyrelsen ser positivt på fremtiden og på de muligheder, som en styrket struktur og bemanding vil give klubben både sportsligt og kommercielt.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Rødovre Mighty Bulls

 


Vind den ultimative RMB fan-oplevelse!