Det er med stor glæde, at vi kan byde en Rødovre-dreng velkommen tilbage til klubben.

Marcus Bjørn startede sin ishockeykarriere i Rødovre og valgte tidligt at søge nye udfordringer i udlandet. Denne rejse har bragt ham til blandt andet Sverige, USA, SønderjyskE og senest Aalborg.

Nu vender han tilbage til Rødovre – blot 21 år gammel, med en masse erfaring. Vi har stor tillid til, at Marcus vil fortsætte sin udvikling hos os og være med til at danne en stærk målmandsduo sammen med Rydén.

Cheftræner Ville Hämäläinen fortæller: "Marcus er en fantastisk person og en ægte atlet, som er villig til at møde op i hallen hver dag og arbejde hårdt for at blive bedre. Hans arbejdsindsats er et fremragende eksempel for resten af holdet. Marcus kommer til at danne en stærk målmandsduo sammen med Rydén. Vi er virkelig glade for at få ham ind på holdet"

Marcus Bjørn fortsætter: "At have skrevet kontrakt med Rødovre Mighty Bulls betyder utroligt meget for mig – både som spiller og som person. Jeg er vokset op i Rødovre Ishockey, og det er her, min passion for sporten begyndte. Derfor føles det helt naturligt – og samtidig meget specielt – at vende hjem til den klub, hvor det hele startede.
Jeg kommer tilbage med en masse erfaring fra udlandet og har udviklet mig både på og uden for isen. Jeg håber, at min erfaring og mine lederegenskaber kan være med til at styrke holdet – både i kampene og i hverdagen – og bidrage til en stærk kultur i og omkring truppen. Jeg glæder mig enormt meget til at trække trøjen over hovedet og kæmpe for klubben, byen og fansene."


Vi glæder os til at se Marcus tilbage i Rødovre!

Kontrakten er betinget af godkendelse fra DIU.


Mikkel Molge er tilbage i Rødovre trøjen Svensk back skal styrke defensiven