Fredagskamp på Fyn

Fredag byder på en rigtig vigtig kamp for Tyrene, der løber på isen i Odense for at møde de fynske Bulldogs.

Der er dømt direkte bundopgør, for der er kun et halvt point til forskel mellem de to hold i tabellen. Det er kun 14 dage siden, at de to sidst mødte hinanden og her var det i et dobbeltopgør på tre dage med en sejr til hver. Først en 5-3 til Rødovre og dernæst en 6-4-sejr til Odense.

Siden da har ingen af holdene forladt isen som vindere, selvom Tyrene ikke var langt fra mod hverken SønderjyskE eller Rungsted. To tætte etmålsnederlag og herefter en afklapsning, i endnu en kamp mod SønderjyskE, som bare skal glemmes hurtigt.

Odense har også tabt deres tre seneste kampe mod henholdsvis Esbjerg og to gange Aalborg. 1-8, 0-7 og 0-4 har cifrene lydt på. Kampen fredag bliver dermed med to hold, der kommer til at slås for en sejr og vil fighte som sårede dyr, for at få point til kontoen.

Det har i mange kampe været lige ved og næsten for Mighty Bulls, men forhåbentlig kan den ekstra intensitet i fredagens opgør give det sidste skub mod tre point.

Holdets nye amerikanske forward, Mitch Callahan, er landet i Rødovre, men sidder lige nu i obligatorisk ”corona-karantæne” og afventer samtidig, at papirerne med arbejdstilladelse går i orden. Der er en smule fremgang på skadeslisten, hvor Oliver Reuter så småt er begyndt at træne på is igen og forhåbentlig kan være tilbage tidligere end forventet.

Kampstart i VinMedKant Arena kl. 19.30.


Sæsonkortholder: Billetinfo til kampen mod Odense d. 04/12-20 Sæsonkortholder: Billetinfo til kampen mod Esbjerg d. 29/11-20