I aften går Mighty Bulls på isen til sæsonens første testkamp, hvor naboerne for Herlev Eagles gæster Rødovre Centrum Arena.
Kampen spilles under lidt anderledes omstændigheder end sædvanligt grundet COVID-19 og vi beder alle om at læse og følge de forskellige påbud og opfordringer, så vi kan gennemføre kampen med mindst mulig smitterisiko og med størst mulig glæde for alle. Læs mere her.
Kampen bliver også cheftræner Thor Dreslers først opgave i spidsen for Rødovre, og forberedelserne med holdet er gået godt:
- Jeg føler, at vi har haft nogle gode træninger, såvel på isen, som i styrkelokalet. Vi har haft en del teknisk træning og lidt skånsomme øvelser, når det kommer til tilvænningen i forhold til skøjteløb, så vi så vidt muligt har mindsket risikoen for overbelastninger.
- Vi har også berørt en del taktiske emner, samt haft en del nærkampsspil, så jeg føler, at vi står så godt rustet man nu kan til sæsonens første træningskamp, fortæller han.
Første træningskamp er altid lidt speciel og med ny træner og nye taktiske inputs, som lige skal ind på rygraden, så er der i sær fokus på det mentale og attituden:
- Jeg ser frem til at mærke den holdånd og klubånd, som jeg ved er en stor del af Rødovre.
- Og så ser jeg frem til at følge så vel den enkelte spillers udvikling, som at se holdet udvikle sig. Herunder glæder jeg mig til at se, hvor hurtigt vi kommer til det punkt, hvor alle er med på, at intet og ingen, sættes over holdet, lyder det fra Dresler.
Holdet spiller i aften uden tre nordamerikanske spillere, som dels sidder i "coronakarantæne" og samtidig venter på, at papirerne går i orden. Trevor Cheek og Brett Welychka ankom til Danmark i går morges, mens Dylan Busenius ankommer i næste uge. Janis Voris og Jonatan Nielsen har været med til træning de seneste 10 dage og er klar til i aften.
- Udover Cheek, Welychka og Busenius, så sidder Matthias Asperup også over. Der er dog ikke tale om en skade på Asperup, så han forventes at være i kamp snart, fortæller Dresler.
Kampstart er kl. 19.00 og dørene til Rødovre Centrum Arena åbnes kl. 18.30.
Der er stadig billetter til kampen, som kan trækkes her. Der ikke adgang uden én af disse billetter.
Kampen livestreames og kan følges her.
Rødovre Mighty Bulls' opstilling i aften:
1. William Rørth
39. Janis Voris
3. Jesper Horsted
10. Marco Illemann
11. Oliver Reuter
13. Oliver Kjær
14. Christoffer Frænell
16. Jonas Sass
18. Magnus Povlsen
20. Victor Cubars
21. Magnus Carlsen
23. Maksim Popovic
33. Lasse Carlsen
40. Benjamin Mauritzen
51. Jonatan Nielsen
71. Nicklas Carlsen
89. Joshua Heerwagen
91. Steffen Klarskov
94. Nikolaj Zorko