- Den første kamp i sæsonen er altid speciel

Fredag tager Rødovre Mighty Bulls afsted på sæsonens første opgave, der byder på en udekamp i Esbjerg.

Efter fire træningskampe, der har budt på tre sejre og et nederlag, bliver det alvor, når Tyrene tager hul på Metal Liga-sæsonen 2021/22.

- Jeg synes, at vi har haft en god opstart. Vi havde en god teambuilding-tur, hvor vi kom tættere på hinanden uden for banen og hallen, og det har været rigtigt godt for gruppen. Alle har arbejdet hårdt og nu glæder vi os til, at det starter “rigtigt” i morgen, lyder det fra Nicklas Carlsen.

Én af opgaverne i opstarten har for trænerteamet været at udpege holdets nye kaptajn samt de assistenterne til ledergruppen og netop erfarne Nicklas Carlsen bliver holdets nye kaptajn, der skal gå forrest på holdet.

- Det er en kæmpe ære at blive valgt til kaptajn - især i en klub, der har betydet så meget for mig i så mange år. Det er meget specielt at få lov til at bære et "C" i ens barndomsklub - det er der ikke mange, som får mulighed for, så det er noget jeg er stolt af, fortæller den nyudnævnte kaptajn, som i efterhånden mange sæsoner har været en del af kaptajn-gruppen og er vant til at tage ansvar og kæmpe for holdet.

Som assisterende kaptajner får han Marco Illemann, der ligeledes har opbygget en solid Metal Liga-erfaring, samt nyankomne Brendan Harms.

Med kun et par testkampe i baghånden er det svært at kende sine modstandere på forhånd og det er ikke altid de mest polerede kampe, der spilles i starten af sæsonen. Derfor er energi og fokus nøgleord for Tyrenes sæsonpremiere:

- Den første kamp i sæsonen er altid speciel, og det bliver tit noget rodet hockey. For os handler det om, at vi skal ud og holde os så meget som muligt til den gameplan, som trænerteamet lægger for kampen. Og ellers bare frem med brystet og komme med energi og en fight, og nyde, at der er hockey igen med fans på tribunerne - det bliver fedt!

- Det betyder alt, at vi får vores fans tilbage! Vores hjemmebane var ikke den samme i sidste sæson. Vi har et ungt hold, som jeg tror virkelig kan løfte sig med den support og opbakning, som vi ved, vi altid har i Rødovre, slutter Nicklas Carlsen.

Kampstart i Granly Hockey Arena er kl. 20.15 og kampen vises live på Tv2 Play.

Har du UNLIMITED HOCKEY-sæsonkort og tager turen til Esbjerg, så husk at du kan trække en gratis billet til gæsteafsnittet. Læs hvordan her.


FØR SÆSONEN: Rødovre Mighty Bulls To talenter på ungdomskontrakter