Carlsberg bliver ny partner og leverandør

Rødovre Mighty Bulls er både stolte og glade over, at kunne byde Carlsberg velkommen som en del af klubben.

Carlsberg tiltræder på en 3-årige aftale som ny partner og leverandør af øl og sodavand til Rødovre Mighty Bulls’ hjemmekampe.

Der er i forvejen Carlsberg-produkter i både hanerne og sodavandsglassene i Rødovre Centrum Arena, så det fortsætter naturligvis uden de store ændringer.

- Ishockey er en sport, som taler til en stor del af Carlsbergs kunder især i Rødovre. Vi elsker fankulturen og den gode stemning til kampene. Vores 3-årige samarbejdsaftale er et naturligt og rigtig skridt for begge parter, da vi kan se en bedre fremtid i Rødovre med deres gode tiltag og hårde arbejde, fortæller Area Manager hos Carlsberg Martin Jørgensen.

Direktør i Rødovre Mighty Bulls, Morten Nielsen, er glad for at kunne byde velkommen til Carlsberg:

- Carlsberg er én af landets største virksomheder og kommer med et stærkt produktsortiment og masser af erfaringer inden for partnerskaber og events. Det vil på sigt også være en spændende mulighed i forhold til at afholde flere aktiviteter i forbindelse af kampene, så det ser vi naturligvis frem til at kunne starte på, fortæller han og fortsætter:

- Samarbejdet med Carlsberg har en masse forskellige muligheder, ikke kun med events, men også rent teknisk i forhold til anlæggene i arenaen og så er der selvfølgelig også noget økonomi, der har en betydning. Vi har haft nogle gode snakke med Martin og hans kollegaer, og vi glæder os alle sammen til at komme i gang, lyder det fra Morten Nielsen.

Den nye aftale betyder også, at der skal siges tak for det gode samarbejde til Sjøbeck Øl & Vand. Sjøbeck slår sig på ”god gammeldags service”, og det har de utvivlsomt levet op til på alle måder, og vi ser frem til fortsat at møde dem i det lokale erhvervsliv.


Kaptajnen ser frem premieren To Mauritzen-mål grundlagde tredje sejr i træk