Mandag går turen til Aalborg og Piraterne står klar på isen til at byde velkommen til Mighty Bulls.
Sidst Rødovre besøgte Sparekassen Danmark Isarena i Aalborg blev det til et enkelt point, og her var disciplin, fight og kynisme de tre nøgleord. Tyrene jagter fortsat deres første sejr på udebane, og hvis det skal blive en realitet, skal man finde de samme dyder frem.
Rødovre tager til Aalborg med fem hjemmebane sejre i træk. Sidst blev det til en 3-2 sejr i overtid imod Odense Bulldogs. Aalborg slog i deres seneste kamp Herlev ude med 5-2 og kommer derfor også med masser af selvtillid med en placering i toppen af Metal Ligaen.
Det bliver Gustaf Berlings første opgør mod Nordjyderne, og han forventer, at holdet kommer godt ind til kampen:
- Det bliver min første kamp mod Aalborg, så jeg ved ikke så meget om dem. Vi kan kun tage dertil med en god indstilling til kampen og spille vores eget spil. Og så forsøge at afgøre kampen i ”special teams”, da jeg synes, vi spillede godt sidst mod Odense, fortæller han.
Det kan altid være svært at komme til et nyt land og en ny måde at spille på, men i kæde med Oliver Kjær og Johan Lundgren føler han sig godt tilpas:
- Det tog et par kampe at komme ind i et nyt system og en ny liga - her er der lidt mere tempo og fysisk end i den norske. Men det føles bedre for hver kamp, og det er altid rart, når pointene begynder at falde ind.
- Lundgren, Kjær og jeg taler meget om, hvordan vi skal spille i forskellige situationer, og vi supplerer hinanden godt. Kjær med sin hurtighed og skud, Lundgren som er meget allround, og god til at dække pucken og skabe chancer, og jeg, som forsøger at bruge min størrelse til at komme til farlige situationer.
- Vi skaber meget i hver kamp, men jeg ved, at vi har endnu bedre hockey i os og håber at kunne hjælpe holdet til flere point, så vi er med og kæmper om playoff-hockeyen til foråret.
I det hele taget er han faldet godt til på holdet og der har også været mulighed for at udforske lokalområdet en smule:
- Det har været godt, jeg er blevet taget rigtig godt imod af gutterne på holdet og fået god hjælp til at falde til i byen. Jeg har fundet et par gode restauranter her i Rødovre, og Johan Lundgren har også haft tid til at tage mig med på en tur i København, hvor jeg blandt andet fik set Strøget, slutter han.
Cheftræner Magnus Sundquist ser frem til igen at besøge Aalborg. Sidst de to hold mødtes var det en tæt kamp, og selvom Sundquist har respekt for en god modstander, så skal holdet gå på isen og turde spille eget spil:
- Aalborg på udebane er en udfordring, men samtidig er det ikke så vigtigt, hvem der står som modstander lige nu. Vi føler, at vi kan slå alle hold, når vi spiller bedst, og når vi er omhyggelige med detaljerne i vores spil i alle 60 minutter.
- Sidst gik kampen i overtid deroppe, og jeg føler, at vi er et bedre hold i dag, end på det tidspunkt. Men Aalborg er et godt hold, så det gælder virkelig om ikke at slappe af på nogen tidspunkter under kampen. Disciplinen med og uden puck, og så dét at turde spille vores eget spil, bliver vigtigt for os, lyder det fra cheftræneren.
Kampstart i Aalborg er kl. 19.00 og kampen vises direkte på Tv2 Play.