Andreasen: Ingen undskyldninger, vi skal møde knivskarpt op

Fredag er der dømt Sjællands-klassiker, når Rødovre Centrum Arena lægger is til Rødovre Mighty Bulls mod Rungsted Seier Capital.

Hjemmeholdet var tirsdag i kamp på udebane i Vojens, men blev sendt hjem med et 5-0-nederlag af de nykårede pokalvindere fra SønderjyskE.

Assisterende træner Morten Andreasen om kampen:

- Overordnet manglede vi præcision og tempo i spillet med puck, især i de to første perioder. Vi tog for mange dårlige beslutninger med pucken og var ikke præcise og hurtige nok i vores pasningsspil. Det dræbte tempoet i vores spil og skabte en masse spilvendinger imod os.

- Derudover chancede vi for meget i vores forechecking og blev dermed for nemt overspillet i deres kontrafase. Tredje periode var en del bedre, selvom vi også tabte den periode 2-0.

- De ting, som vi manglede i SønderjyskE, var præcist det, der fungerede imod Esbjerg. Vi tog gode beslutninger med og uden puck, og vi udnyttede dermed vores fart uden de store risici.

Nu venter der to kampe for holdet – fredag og søndag – inden lige over en uges landskampsbreak giver endnu en pause i kampprogrammet. Stabilitet er et kernepunkt for trænerteamet:

- Kontinuitet i vores spil må være det største fokus. Vi havde en god kamp forrige gang i SønderjyskE og en rigtig god sejr mod Esbjerg sidste tirsdag. De kampe var som nat og dag i forhold til kampen mod Sønderjyske i tirsdags. Vi skal finde et mere stabilt niveau i vores spil og spille tættere på vores topniveau, hver gang vi går på isen, lyder det fra Andreasen.

Fredagens modstandere var også i kamp tirsdag, hvor de noget overraskende tabte 1-4 på hjemmebane til Odense Bulldogs. Det er naturligvis en plet, der skal vaskes af de nordsjællandske trøjer, men samtidig viser det også, at alle hold uanset placering i ligaen taber, hvis man ikke er mentalt tilstede og klar på dagen.

Det er endnu ikke lykkedes Tyrene at slå Rungsted - udover i en træningskamp - i denne sæson, og det er naturligvis en ekstra motivation, der skal bruges rigtigt. Samtidig er lokalopgørene altid præget af ekstra følelser og energi, som skal udnyttes:

- Truppen og os i trænerteamet er helt sikkert top-motiverede til den kamp. Til trods for, at spillerne ikke har fået mulighed for at mærke, hvor meget der står på spil for fansene i de her arvefjendeopgør, så har vi virkelig understreget det, hver gang vi har mødt dem.

- Dertil kommer, at vi har revanche til gode, både for tirsdagens kamp og vores indbyrdes kampe mod Rungsted, hvor især de sidste to kampe har været rigtig dårlige både målt på resultater og vores spil. Derfor er der ingen undskyldninger, og vi kommer til at møde knivskarpt op til kamp, slutter Morten Andreasen.

Kampen vises live på Tv2 Sport og streames derfor ikke. Kampstart er kl. 19.30 og HockeyNight-optakten starter kl. 19.00.


Rungsted skarpest i dyst mod ærkerivaler Tv-kamp mod Rungsted