- Vi går vigtige kampe i møde

Landsholdspausen – som desværre endte uden landskampe – er overstået og Tyrene trækker igen i kamptrøjerne. Ugen byder på to gange Odense Bulldogs, først hjemme i Rødovre Centrum Arena onsdag og derefter i VinMedKant Arena på fredag.

Ti dages kamppause er det blevet til for Rødovre-spillerne, der sluttede af med at snuppe et enkelt point med hjem fra Aalborg d. 1. november.

- Pausen startede med nogle fortjente fridage til drengene, og derefter har den stået på istræninger og fyspas med både styrke og kondition i fokus og så individuelle møder med hver enkelt spiller, fortæller cheftræner Thor Dresler.

Odense er det hold, der pt. er tættest på i tabellen, så der er vigtige point på spil i denne uge. Odense ligger på niendepladsen med ni point, mens Mighty Bulls ligger lige foran med ni og et halvt point – og en kamp i baghånden. Dresler forventer da også, at der kommer til at blive gået til den på isen:

-  Det er naturligvis nogle vigtige kampe, vi går i møde. Både hvad angår tabellen, men også mentalt er de vigtige. Det er ingen hemmelighed, at vi har brug for point, ligesom Odense har, så jeg forventer nogle kampe, som kunne minde om play-off kampe.

- Vi har i de sidste to kampe vist, at vi med den rigtige indstilling til kampene, kan spille op mod de bedste hold i ligaen pt. Jeg tror ærligt talt ikke, at der var nogen, der kunne have rynket på næsen, hvis vi havde taget fem eller seks point i de to kampe.

- Drengene skal i den kommende tid være lige så disciplineret, individuelt og som hold, som de var i de to kampe, og så er vi i trænerteamet ikke i tvivl om, at “belønningen” nok skal komme, fortæller han.

Dresler og Andreasen har fuld trup til rådighed onsdag, med undtagelse af Nikolaj Zorko, der endnu ikke har fået sin Metal Liga-debut i denne sæson:

- Zorko oplevede en opblomstring af symptomerne for hjernerystelse i slutningen af august, og det har holdt ham ude siden. Han går lige nu til videre undersøgelser og får behandlinger, så han er langsomt i bedring, men desværre også et stykke tid fra at kunne spille. Vi håber, at vi snart kan se ham tilbage igen, men vi må give det den tid, som det tager, lyder det fra cheftræneren.

Kampstart på onsdag er kl. 19.00 og dørene åbner kl. 18.15.

Skal du i Rødovre Centrum Arena til kampen, så husk mundbind/visir er påkrævet og husk at læse COVID-19-restriktionerne i forbindelse med kampen her.


Hattrick fra kaptajnen sikrede sejr Sæsonkortholdere: Billetinformation til Odense-kampene – og frem til nytår