Tre kampe i denne uge: Først en tur til Vojens

Der var fuldt program i fredagens Metal Liga, mens Tyrene fik lov til at være oversidder. Nu venter der så en hård uge med hele tre kampe på programmet.

Først kommer en tur til Vojens tirsdag, hvor SønderjyskE står klar i Frøs Arena og dernæst står på den på hjemmekampe to dage i træk, når først Frederikshavn og dernæst Esbjerg besøger Rødovre Centrum Arena fredag og lørdag.

To gange har Rødovre og SønderjyskE mødt hinanden indtil videre og begge gange er det endt med sønderjysk sejr. Første gang med 6-2 i Vojens og anden gang blev det til en tæt 2-1 sejr, hvor alle mål blev scoret i powerplay. Nikolaj Zorko scorede Rødovres mål.

Mighty Bulls har taget fire point i de seneste tre kampe – tre mod Odense og ét mod Rungsted samt et nederlag i Esbjerg -, mens det ikke er blevet til point for Vojens-holdet, som har tabt til topholdene Aalborg og Rungsted samt Herlev. Det bliver derfor helt sikkert et Mario Simioni-mandskab, der kommer tændte ud til tirsdagsopgøret.

Mange skader og U20 VM har som bekendt gjort, at holdkortet ser lidt anderledes ud her i midten af december, men det skal ikke være en undskyldning for ikke at give sig 100% og kæmpe for de tre point. Hvis attituden og viljen er der, så kan alt lade sig gøre både hjemme og på de svære udebaner, hvilket også senest blev bevist for under en måned siden i Frederikshavn.

Det var i øvrigt glædeligt, at både målmand Matt O’Connor og langtidsskadede Kasper Jensen var tilbage i sejren over Odense Bulldogs.

Kampstart i Vojens er kl. 19.00.


Rødovre vandt skørt målorgie i overtiden Vil du være en del af fællesskabet? Vi søger frivillige